Benyttede LEGO FILMEN stop-motion?

Det var det spørgsmål, alle stillede sig selv, da de havde set filmen. Det gjorde du sikkert også, eftersom du læser denne artikel. Og det er forståeligt nok, eftersom instruktørernes formål med filmen var "at bringe publikum i tvivl om, hvorvidt det, de så, var stop-motion eller computerskabt," fortalte produktionsdesigner Grant Freckelton til Vox i 2017.

Men som det er tilfældet med mange af livets store spørgsmål, så er svaret hverken entydigt ja eller nej.

Det skyldes, at filmen er en hybrid. Den bruger computerskabte animationer af virkelige LEGO® elementer til at opnå en fotorealistisk stop-motion-effekt. (Bare rolig, vi var også nødt til at læse den sætning to gange).

I denne artikel forklarer vi mere præcist, hvad det betyder, og vi har endda lagt et par skjulte overraskelser ind undervejs.

Filmenes instruktører så det som deres fornemste opgave at få filmen til at se hjemmelavet ud, dvs. at få det til at se ud, som om et barn havde lavet den (vel og mærke et barn med et Hollywood-budget).

I Warner Bros.-dokumentaren "Creating the Bricks" fra 2015 forklarer medinstruktør Chris Miller, at hele idéen var "at forvandle en meget hjemmelavet, [stop-motion] LEGO klodsfilm til en filmisk oplevelse, dvs. med lyssætning og kameravinkler og andre ting, som man normalt kun ser i film med store budgetter."

Og hvordan gjorde de så det?

Det skal for god ordens skyld nævnes, at alt, hvad du ser i filmene, består af 100 % LEGO klodser. De forskellige byer, planeter, galakser, fartøjer ... det er alt sammen designet fra bunden og efter de "regler", som gælder for virkelige LEGO elementer – og derefter digitaliseret. Med andre ord var der ikke et eneste falsk LEGO ydre i sigte.

"Den klods-teknologi, som danner grundlaget for denne film, er ret enestående," siger Aidan Sarsfield, der er CG supervisor på filmen. "Når du i filmen ser ud over tusindvis af bygninger, så er det virkelige LEGO bygninger, du ser, og ikke en computerskabt gengivelse – bygningerne er rent faktisk lavet af klodser." – Creating the Bricks, 2015, Warner Bros.

I dokumentaren forklarer Chris Miller, at begrundelsen bag det valg var, at "uanset hvornår du satte filmen på pause, så kunne du selv bygge det, der var på skærmen." Også selvom det var noget komplekst, såsom en eksplosion, en bølge eller noget mudder, der sprøjtes op på en "kameralinse" af en forbikørende LEGO Batmobile™.

Filmens designere brugte et digitalt modelleringsprogram til at bygge scenerne så præcist som muligt, én klods af gangen. Men de brugte ikke et eller andet vanvittig dyrt program, som du aldrig har hørt om. I stedet brugte de vores eget beskedne digitale byggeredskab, LEGO Digital Designer, som alle kan downloade og bruge helt gratis!

Disse programmer kan med stor nøjagtighed gengive fysikken bag en LEGO bygning (f.eks. ved at forhindre, at elementer, der ikke passer sammen, bliver sat sammen), men hvis man udelukkende benytter sådanne programmer, risikerer man, at det endelige resultat ikke er en særlig praktisk LEGO konstruktion.

I LEGO FILMEN 2™ ønskede filmskaberne f.eks. at give karakteren UltraKat så mange pigge som muligt. Men da filmens designere gik i gang med at eksperimentere og lege med virkelige prototyper, indså de, at selvom karakteren ville se virkelig cool ud med så mange pigge, så ville det være nærmest umuligt at holde fast i den, når man leger.

Og nu tænker du måske, at det vel ikke er det store problem ... når bare den ser cool ud.

Men det kunne koges ned til instruktørernes mål om at få alle dele af filmene til at se ud, som om de var lavet af et barn. Hvis et barn ikke kunne holde fast i figurerne, ville det jo gå ud over ... (det er lidt underligt at sige, men) den "realisme", de sigtede efter. Derfor fik instruktørerne mulighed for at lege med et utal af prototyper af figurerne, før de godkendte nogen af dem. Undskyld, kom vi til at sige "lege med"? Vi mente naturligvis "evaluere".

Tid til overraskelser! Du kan finde masser af prototyper af de oprindelige figurer, sæt og fartøjer i mange af scenerne i begge film.

Og så videre til animationen. Selvom filmen er computerskabt, så blev filmens animatorer (det australske animationsstudie Animal Logic) bedt om at lave en film, der i videst mulig omfang fulgte reglerne for stop-motion. Det betyder, at figurerne i filmen er temmelig begrænsede af deres egne fysiske dimensioner: albuer kan ikke bøjes, ben kan ikke strækkes ud osv. Nogle steder i filmen gradbøjes disse regler dog en smule, f.eks. når en karakter skal "nikke". Men i det store og hele gælder reglen om, at man på ethvert givent tidspunkt skal kunne pause filmen og genskabe det, der er på skærmen, også for karaktererne.

Det er selvfølgelig ikke kun det faktum, at vi fulgte reglerne for stop-motion-animation, der får filmene til at se hjemmelavede ud. De havde også brug for en række skønhedsfejl. Og disse skønhedsfejl blev indsat i filmene med kirurgisk præcision. I "Creating the Bricks" fortæller medinstruktør Phil Lords, hvordan de "brugte en masse tid på at undersøge, hvordan de kunne sætte fingeraftryk på LEGO klodserne," og du kan se resultatet af deres grundige arbejde på mange af karaktererne, bl.a. på Emmets skinnende plastik.

Udover dette blev figurerne bevidst designet med indbyggede småfejl. Tag f.eks. 80'er-rummanden Benny, der blev designet ud fra Chris Millers egen legetøjsastronaut, som han havde haft, siden han var barn, og som var kendt for at have en designfejl, der gjorde, at hjelmen nemt knækkede. (Sidebemærkning – må vi godt sige det? Er vi kommet til et punkt, hvor vi godt må tale om fejlene i 40 år gamle LEGO modeller? Hvis du læser denne sætning, er svaret "ja ... det tror jeg nok"). Til dem, der ikke vidste det, var det et citat fra filmen.

Der er et sidste spørgsmål, vi bør besvare her: Når nu der er lagt så meget arbejde i at lave hver eneste scene, så den kan bygges – mikroskoperne og dioramaerne, det tidskrævende research-arbejde med småfejl – og i at få filmen til at ligne en hjemmelavet stop-motion-film ... Hvorfor så ikke bare lave en stop-motion-film?

For at svare på det spørgsmål vil vi gerne fortælle lidt om den del af den første film, der faktisk blev lavet i den klassiske stop-motion-stil – rulleteksterne. De er lavet af Stoopid Stoodios (der er bedst kendt for deres arbejde på "Robot Chicken"), og den tre minutter lange sekvens tog tre fuldtidsanimatorer to måneder at lave. Til de sidste imponerende tolv sekunder af rulleteksterne, som indeholder alle de tidligere sæt animeret samtidig, skulle hver af de tre animatorer flytte 150 LEGO elementer pr. enkeltbillede. (!!!)

Den mængde tid og arbejde, det ville kræve at bruge den teknik til en hel spillefilm, er næsten umulig at regne ud. Men heldigvis kun næsten ... for der blev regnet på det, da den første film blev udviklet. At skabe LEGO FILMEN i stop-motion ville tage 10 år og 15 millioner LEGO klodser.

Kunne du tænke dig at lave din egen stop-motion-animationsvideo? Læs vores vejledning med alle de bedste tips og tricks ...