Hvordan vi lavede The Beatles ud af LEGO® klodser | Officiel LEGO Shop

Sådan lavede vi The Beatles ud af LEGO® klodser

Hvad skal man bruge til at designe LEGO® Art vægkunst med The Beatles?

Alt Du Har Brug For Er Kærlighed.

Tjah ... både det og så to af vores bedste designere – Kitt Kossmann og Christopher Stamp. Vi talte med dem i forbindelse med vores Brick Expander-serie for at høre mere om udviklingen af denne model (og for at snige nogle tåkrummende Beatles-ordspil ind i spørgsmålene – kan du gennemskue dem?).

Hallo! Hallo, Hallo. Det her var Noget andet end bare et nyt produkt, ikke?

Kitt: Det var en fuldkommen ny franchise – LEGO Art. Vi brugte for første gang runde mosaikker i stedet for klodser til at lave et pixeleret billede, så der var ingen bestemt fremgangsmåde til, hvordan vi skulle udvikle det.

Chris: Jeg har arbejdet med nye legetemaer før, men fremgangsmåden er altid den samme. Dette værk var dog anderledes. Vi designede officielt et produkt, der udelukkende skulle bruges som udstillingsmodel. Vores tidligere udstillingsmodeller kunne man også lege med.

Det var noget af en Revolution! Hvilke udfordringer havde I med at skabe en ny franchise?

Kitt: Det gik op for os, at vi ikke kunne udvikle den fysisk, så vi måtte anvende en grafisk tilgang, og derfor måtte vi lære at bruge nogle nye værktøjer. Jeg er vant til at bruge fysiske modeller, så det var en vanskelig læringsproces.

Chris: I en standard LEGO designproces bruger vi altid klodserne fysisk. Det prøvede vi i første omgang ... men det var utrolig tidskrævende. Vi opdagede måske noget forkert ved kindbenet, men når vi så havde ombygget det, var der gået to dage. Men når man designer digitalt, ved man med det samme, om man flytter en pixel hen på det rette sted.

Var I overraskede over, hvor svært det var? Eller tænkte I hele vejen: "Vi Finder Ud Af Det"?

Chris: Jeg tror, vi var en smule naive og tænkte "Ej, det kan ikke være så svært. Bare kør billederne gennem et computerprogram!" Det tænkte jeg helt ærligt også i starten, men jeg blev noget chokeret over hvor intenst og udfordrende det egentlig var.

Kitt: Det var især intenst, fordi vi gjorde det på så kort tid – cirka 3 måneder.

Jeg ville høre, om I fik Lidt Hjælp Fra Jeres Venner på de andre igangværende LEGO Art projekter … men det var jo også jer!

Chris: Ja, vores designteam bestod kun af Kitt og mig!

Kitt: Og sjovt nok kunne vi ikke genbruge vores metoder, for projekterne er så forskellige. Andy Warhols Marilyn Monroe var grafisk, mens The Beatles var mere kunstnerisk. Med Iron Man arbejdede vi med overflader for at lave en realistisk rustning, og med Darth Vader™ fokuserede vi på lys for at få figuren til at træde frem. Kunstnere har typisk en bestemt stil, de følger, men her skulle vi lave 4 unikke produkter. Jeg er glad for, at jeg maler i min fritid, for jeg ville ikke have vidst, hvor jeg skulle starte, hvis jeg ikke havde erfaring med kunst!

Selvom det er et nyt tema, brugte I så nogle gamle designteknikker som Hjælp?

Chris: Vi huskede at bruge de grundlæggende LEGO principper, vi har lært. Ja, den endelige udstillingsmodel er yderst vigtig, men det er byggeoplevelsen også. Og vi vidste, at sammenlignet med en LEGO Technic model ville byggeoplevelsen måske være mere ensformig. Så vi prøvede virkelig at gøre den udfordrende og interessant frem for, at folk skulle placere 50 sorte elementer lige efter hinanden. Vi fokuserede på ting som baggrunden, lysstriberne i håret og silhouetterne.

Hvad fik jer til at vælge billedet fra The White Album ud af alle Beatles-billeder På Tværs Af Universet?

Chris: Vi startede med at kigge på kunsten på de forskellige albumcovers og alle billederne igennem årene. Vi tænkte over, hvad en person typisk ser for sig, når man forestiller sig The Beatles, eftersom de ofte ændrede deres udseende drastisk. Men den snak måtte vi smide ud af vinduet, for det blev i stedet et spørgsmål om: "Hvilke billeder kan vi bedst gengive, samtidig med at de er genkendelige?"

Kitt: Da de kom frem i starten, var The Beatles helt bevidst ligesom et produkt. Samme tøj, samme hår. Men på billederne fra The White Album trådte deres personligheder virkelig frem. Der kan man se, at de er blevet voksne. Fire individer. Det er virkelig gode og ærlige portrætter.

Chris: Men fordi de var så ærlige og nuancerede, kunne man pludselig komme til at gøre øjnene bedrøvede eller lave om på hagen, hvis man placerede bare en enkelt pixel forkert – og så ville det slet ikke ligne ham. Og det ret vildt, når man tænker på, hvor meget tid man bruger på at flytte én prik til højre eller venstre ...

Kitt: ... eller på at stirre på Johns briller …

Chris: … Jeg har aldrig stirret så meget på en anden mands ansigt!

En vigtig del af LEGO filosofien er "lær af dine fejl". Gik I Sammen om at lære af jeres fejl?

Chris: Mest i forbindelse med farven. Vi ville ikke gøre det rent sort-hvid, for det har man set så tit. I stedet ville vi prøve noget nyt og bruge et farvefilter. Vi prøvede først med grønne og gule nuancer, men firmaet bag The Beatles [Apple Corps] mente, at det så ud, som om de var under vand!

Kitt: Jeg kan huske, at vi prøvede alle mulige farvekombinationer på store stykker papir – lilla, lyserød, alle. Men jeg synes, at den orange farve på den ene side af deres ansigt og den blå farve på den anden side giver en varme og dybde. På det originale billede af John er den ene side af hans ansigt faktisk i skygge, så vi skulle "opfinde" den side for at få det rigtige resultat.

Vi kan nok ikke helt Lade Det Være ... hvem er jeres yndlings-Beatle?

Kitt: Åh, der er et eller andet over Paul, er der ikke? Hvis jeg havde været ung dengang til en Beatles-koncert, ville jeg nok stirre på Paul!

Vil du lytte til vores soundtrack, mens du bygger The Beatles som LEGO vægkunst? Download det gratis her ...

Er du på udkig efter mere?

På siden Voksne velkomne kan du se vores samling af sæt og artikler, der er henvendt til voksne!