(0)
    Guide til forældre om LEGO® Fortnite® Brick Life

    Guide til forældre om LEGO® Fortnite® Brick Life

    LEGO® Fortnite® Brick Life er en ny og spændende social rollelegsoplevelse, hvor du kan bygge den livsstil, du gerne vil have, hænge ud med venner og indrette dit hjem.

    Ligesom med LEGO Fortnite Odyssey® kan du downloade og spille LEGO Fortnite Brick Life fra den eksisterende Fortnite-launcher. Gå ind i kategorien LEGO Fortnite i Discover, og vælg LEGO Fortnite Brick Life-flisen for at starte spillet.

    I denne guide til forældre om LEGO Fortnite Brick Life forklarer vi spillet, viser dig, hvad dine børn kan gøre i spillet, og lærer dig, hvordan du tilpasser deres oplevelse ud fra dine præferencer.

    Hvad er LEGO Fortnite Brick Life?

    LEGO Fortnite Brick Life er et nyt socialt rollelegsspil, hvor spillerne befinder sig i en by ved navn Brick Bay. Her kan de skabe sig en livsstil, hænge ud med andre og indrette deres hjem. Ligesom i LEGO Fortnite Odyssey kombineres digitale udgaver af de ikoniske LEGO klodser, elementer og minifigurer i Fortnite.

    LEGO Fortnite Odyssey (oprindelig kaldet LEGO Fortnite) foregår i en stor, åben verden med en masse forskellige biomer, som spillerne kan udforske og forsøge at overleve i. LEGO Fortnite Brick Life foregår i en spændende, eksisterende by med en masse bygninger, butikker og minifigur-venner, som man kan mødes med og interagere med.

    Sådan kommer du i gang med at spille LEGO Fortnite Brick Life

    Lige fra første øjeblik er der mange ting, man kan gøre i LEGO Fortnite Brick Life. Men det enkleste er at se sig om, få stillet sin nysgerrighed og udforske spillet. Der er ikke nogen forkerte valg, men der findes et par generelle måder at interagere med spillet på.

    LEGO Fortnite Brick Life foregår i en levende by med minifigur-indbyggere, som man altid kan støde på. Spillere vil med garanti kunne møde nogle glade, snakkesalige borgere på torvet. Samtalerne har til formål at præsentere ikke bare de mange personligheder, men også de mange muligheder, som spillet byder på.

    Spillere kan møde og blive venner med NPC'er (karakterer, som ikke styres af rigtige spillere), og de kan hænge ud i byen sammen med deres venner fra den virkelige verden, som spiller i samme by på samme tid. (Vi taler om de indbyggede beskyttelsesfunktioner for børn, der spiller online, nedenfor).

    Brick Bay består af en masse steder, der bare venter på at blive udforsket. For eksempel er byens centrum fyldt med forretninger, hvor man kan finde arbejde, såsom Durrr Burger, en bank og en biograf. Den vestlige del af byen består af en strand med koncertscene. I øst svajer træer i orange efterårsfarver i brisen, og nogle af bygningerne og figurerne i det bakkede område passer perfekt ind i den lidt uhyggelige æstetik.

    Der ligger tomme byggegrunde rundt omkring i Brick Bay, og spillere kan gå hen til det rød/hvide til salg-skilt og claime en. De kan bygge et hus og indrette det med møbler, lamper, gulvtæpper og andre ting, som afspejler deres stil.

    Det kræver arbejde at eje et hus – både i den virkelige verden og i LEGO Fortnite Brick Life. Mange af indbyggerne i Brick Bay har brug for spillernes hjælp og vil gerne betale for den i den særlige valuta, som de optjener i spillet. Ved at få et job – eller flere – kan spillerne få mulighed for at få endnu bedre ting i spillet.

    Hvad er LEGO Kits i LEGO Fortnite Brick Life?

    LEGO Kits er udelukkende til pynt. De kan købes og bruges i LEGO Fortnite Brick Life, men giver ingen fordele i spillet. Som forælder kan du bruge Epic Games' funktioner til forældrekontrol sammen med funktionerne til forældrekontrol på de forskellige platforme til at administrere dine børns køb med rigtige penge.

    LEGO Kits er en valgfri del af LEGO Fortnite Brick Life, og der findes masser af gratis indhold i LEGO Fortnite Brick Life. LEGO Kits er samlinger af særlige genstande, der generelt ikke er gratis, såsom sjældne bygninger og tilbehør med et specifikt tema. Spillere kan købe og dele købte LEGO Kits og det kosmetiske tilbehør med deres venner i både LEGO Fortnite Brick Life og LEGO Fortnite Odyssey.

    LEGO Kits indeholder tre former for elementer. Vi bruger et af de første tilgængelige LEGO Kits til at forklare, hvad de indeholder:

    • ·Builds, som er store elementer såsom bygninger. Beachside Boulevard Bundle indeholder 8 builds, herunder en strandpavillon, et strandhus og et livreddertårn.
    • · Building Parts, som er de enkelte bygningsdele såsom vægge, gulve og vinduer, der tilsammen bliver til fantastiske builds.
    • ·Decor-elementer er dekorative elementer, der passer til LEGO kittets tema. Beachside Boulevard Bundle indeholdt 44 dekorative elementer, såsom strandstole, surfbrætter og parasoller.

    Spillere køber LEGO Kits med V-Bucks, som er den valuta, der bruges i Fortnite-spillene. Indhold købt med V-Bucks er tilgængeligt på alle platforme og enheder, som er tilknyttet den konto, købet er foretaget fra.

    Hver LEGO Fortnite Brick Life platform behandler sine egne betalinger. Når du for eksempel køber V-Bucks på en PlayStation 5, bruges Sonys betalingssystem. Android (Google Play), PlayStation®, Xbox, Nintendo Switch™ og Windows har deres egne indstillinger til forældrekontrol, som styrer købsindstillingerne i deres respektive økosystemer. Med Epic Games Parental Controls-indstillinger kan du administrere køb fra dit barns konto i Epic Games Store.

    Socialt samvær i LEGO Fortnite Brick Life

    Den bedste måde at opleve LEGO Fortnite-spil på er sammen med venner og andre spillere. I LEGO Fortnite Brick Life kan man samarbejde om at bygge, udsmykke og klare udfordringer, og man kan endda konkurrere med hinanden i begivenheder som løb.

    Der kan være op til 32 spillere samtidig i LEGO Fortnite Brick Life-byerne. Afhængigt af de tekstchatindstillinger, du har valgt på dit barns konto, kan dit barn via tekstchat sige hej til dem, barnet møder på sin vej.

    Fortnite har indført et nyt tekstchatfilter kaldet "Personal Information", der fjerner visse former for personlige oplysninger, såsom e-mailadresser og kreditkortnumre, fra tekstchatsamtaler i realtid. Fortnite har også forbedret filteret for anstødeligt sprog, så det nu er nemmere at fjerne forskellige former for anstødelig sprogbrug. Begge filtre er altid slået til for spillere under 13 år i alle tekstchats.

    Epic Games og LEGO Koncernen forventer, at alle spiller ansvarligt og overholder reglerne. Det betyder, at der ikke er plads til anstødeligt indhold i nogen verdener i LEGO Fortnite Brick Life. Hvis spillere ser noget upassende i en tekstchat, opfordrer vi dem til at indberette det via de brugervenlige indberetningsværktøjer, som findes direkte i tekstchatten.

    Indstilling af forældrekontrol i LEGO Fortnite Brick Life

    Epic Games giver dig som forælder kontrol over mange funktioner. På Epic Account Portal har du adgang til at indstille og administrere funktionerne til forældrekontrol online. Du kan også tilgå dem fra menuen Fortnite Parental Controls i spillet sådan her:

    1. 1. Åbn Fortnite.
    2. 2. Åbn hovedmenuen, og vælg det tandhjulsformede ikon.
    3. 3. Vælg "Parental Controls", og indtast din sekscifrede pinkode.

    Herfra kan forældre og værger tilpasse deres barns oplevelse med alderssvarende tilladelser, herunder:

    • · Stemme- og tekstchat-tilladelser: Du kan styre, hvem dit barn må tale med i Epics stemme- og tekstchat. Du kan vælge "Everyone" (alle), "Friends and Teammates" (venner og holdkammerater) eller "Friends Only" (kun venner). Bemærk: Hvis du vælger "Friends and Teammates", vil dit barn kunne chatte med alle andre spillere i spilsessionen. Du kan også vælge "Nobody" (ingen) for helt at deaktivere chatfunktionen.
    • · Indstillinger for køb: Du kan vælge, at din pinkode til forældrekontrol skal indtastes i forbindelse med køb for rigtige penge i Epics betalingssystem.
    • · Kræv pinkode ved venneanmodninger: Du kan vælge, at din pinkode til forældrekontrol skal indtastes, for at dit barn kan sende eller acceptere Epic-venneanmodninger.
    • · Aldersgrænser i Fortnite: I Fortnite har hver ø en aldersgrænse, og du bestemmer, hvilke øer dit barn må besøge ud fra de aldersgrænser.

    Epic Games kræver, at du opretter en sekscifret pinkode til forældrekontrol via Epic Account Portal eller menuen Parental Controls i Fortnite. Pinkoden sikrer, at det kun er dig, der kan ændre indstillingerne.

    Med Fortnites funktion til stemme- og tekstrapportering kan alle indberette dårlig adfærd, og Epic kan indføre sanktioner over for spillere, der mobber, chikanerer eller deltager i anden uønsket adfærd. For spillere under 18 år findes funktionen automatisk i alle stemme- og tekstchats.

    Bemærk: Hvis dit barn spiller LEGO Fortnite Brick Life på en konsol eller en mobil enhed (Android globalt eller iOS i EU), kan det være, at du ud over de indstillinger, du har lavet i LEGO Fortnite Brick Life, også skal lave indstillinger for køb, kommunikation, venneanmodninger og mere i konsollens eller den mobile enheds økosystem.

    Hvis du for eksempel deaktiverer stemmechat i Fortnite, kan dit barn muligvis stadig tilgå stemmechat fra det chatsystem, der er indbygget i konsollen eller den mobile enhed. Android (Google Play), PlayStation, Xbox, Nintendo Switch og Windows tilbyder deres egne funktioner til forældrekontrol, og vi opfordrer dig til at følge de relevante links, så du kan tilpasse dit barns oplevelse yderligere.

    Kom godt i gang med LEGO Fortnite Brick Life

    Først skal du downloade Fortnite til mobilen via Epic Games-appen, PlayStation, Xbox, Nintendo Switch eller pc.

    Spiller dit barn allerede Fortnite, skal du bare åbne Fortnite og finde LEGO Fortnite Brick Life i spillets menu.

    Det kan være, du skal oprette en Epic Games-konto. Hvis en spiller er under 13 år eller under aldersgrænsen for digitalt samtykke i hjemlandet (alt efter hvilken der er højest), bliver kontoen en Cabined Account. En Cabined Account er en Epic-konto, der er designet til at være et sikkert og inkluderende sted for de yngste spillere. Spillere med en Cabined Account kan stadig spille LEGO Fortnite Brick Life, men vil ikke have adgang til visse funktioner som f.eks. stemmechat, medmindre en forælder eller værge giver samtykke til det.

    Vi foreslår også, at du opretter en LEGO konto og tilknytter den, når du opretter din Epic Games-konto. Du kan også tilknytte en eksisterende LEGO konto til en eksisterende Epic Games-konto. Når du forbinder din Epic-konto med din LEGO konto, låser du op for LEGO Insiders eller LEGO Insiders Club (for de yngste spillere) og bonusser som f.eks. særlige Explorer Emilie- og Mr. Dappermint-outfits, hvilket gør, at netop de LEGO Styles bliver tilgængelige på dit barns tilknyttede konti.

    Du kan også logge på med en eksisterende LEGO, Epic Games-, Nintendo-, PlayStation- eller Xbox-konto.

    Endelig kan du gå online og logge ind på en konto via den officielle Epic Games-hjemmeside for at fortælle Epic Games, hvem dit barn er på tværs af de mange platforme, som det er muligt at spille LEGO Fortnite spil på, f.eks. konsoller og mobile enheder.

    Det var det hele! God fornøjelse i Brick Bay!