(0)
    Guide til forældre om LEGO® Fortnite® Odyssey®

    Guide til forældre om LEGO® Fortnite® Odyssey®

    LEGO® Fortnite® Odyssey® foregår i en enorm, åben verden, der giver spillere uendeligt mange kreative muligheder i et velkendt, trygt og sikkert miljø.

    LEGO Fortnite Odyssey kombinerer ikoniske LEGO minifigurer med LEGO klodser og elementer i spiludvikleren Epic Games' Fortnite. Du kan endda downloade og begynde at spille LEGO Fortnite Odyssey fra den eksisterende Fortnite-launcher. Gå til LEGO Fortnite kategorien i Discover, og vælg LEGO Fortnite Odyssey flisen for at komme i gang med at spille.

    LEGO Fortnite Odyssey er ikke Fortnite Battle Royale med minifigurer. Det kombinerer det bedste af to verdener, og alle kan downloade og spille LEGO Fortnite Odyssey helt gratis, alene eller med venner.

    Hvad er LEGO Fortnite Odyssey?

    LEGO Fortnite Odyssey fokuserer på langsigtet overlevelse, crafting og online samarbejde med venner. Hvordan blandingen skal være, er op til spillerne. Derfor indeholder LEGO Fortnite Odyssey fire forskellige slags eventyr – Survival-, Sandbox-, Cozy- og Expert-tilstand. De forskellige tilstande byder på forskellige måder at spille på. Vi forklarer det hele nedenfor.

    Som standard er hver LEGO Fortnite Odyssey verden unik. Alle verdener byder på forskellige mysterier, der er spredt ud over områder som Shorelines, Frost Lands og den kølige skygge under træerne i Grasslands.

    Mens spillerne udforsker de vilde verdener, de har skabt, vil de møde venlige karakterer – mange af karaktererne og væsnerne kommer fra Fortnite – og dyr som f.eks. køer og får i LEGO klodsform. De kan også møde mindre venlige væsener som f.eks. vilde ulve, edderkopper eller endda pirater!

    Nogle spillere foretrækker at fokusere på action. De skaffer materialer til at lave de bedste våben med, slår sig sammen med andre for at udforske mørke og mystiske huler fyldt med loot og fjender og kæmpe i episke boss-kampe. Andre spillere foretrækker at fokusere på at finde, bygge, udvide og forbedre landsbyer, invitere besøgende til at slå sig ned, give dem arbejde og slå sig sammen med andre for at tæmme den vilde verden. Og andre spillere foretrækker at specialisere sig i byggeriet og nyder den rolige proces, mens de bygger deres egne LEGO kreationer eller udsmykker deres verden med grundmodeller, der er nemme at sætte sammen. Mulighederne er lige så endeløse som spillernes kreativitet og fantasi.

    Det er derfor, LEGO Fortnite Odyssey indeholder det bedste fra alle verdener. Spillet kombinerer det velkendte landskab fra Fortnite og de populære klodser og elementer fra LEGO Koncernen i én kæmpestor kreativ legeplads, som samtidig rummer separate eventyr, så spillere kan spille, præcis som de vil.

    Hvad er en Survival-verden?

    I en Survival-verden er spillere helten. De samler materialer, bygger bygninger, laver værktøjer og våben, bekæmper fjender og udforsker en stor, åben verden, der er lige så smuk, som den er udfordrende.

    En indbygget udfordring i en Survival-verden er, at spillerne skal samle materialer og bygge det, de skal bruge for at kunne overleve. Spillere samler træ og bygger bål, fakler, økser og skovle for at kunne samle flere materialer, og sværd og skjolde, så de kan forsvare sig.

    Jo mere de bygger, jo mere lærer de. Jo mere de lærer, jo flere opskrifter på større og bedre ting får de låst op for.

    Hvad er en Sandbox-verden?

    I en Sandbox-verden har hver spiller, hvad der svarer til en bundløs kasse med LEGO klodser og elementer. I stedet for at bekymre sig om vilde ulve, når de samler træ i skoven, kan spillere bare bygge en træhytte – helt uden at samle materialer eller kæmpe for det.

    I en Sandbox-verden handler det lige fra starten om at skabe og udtrykke sig selv uden at skulle bekæmpe fjender eller skaffe materialer. Spillere kan endda flyve op i himlen i superheltestil og udforske kortet.

    Hvad er Cozy-tilstand?

    Cozy-tilstand i LEGO Fortnite Odyssey er perfekt til spillere, der ønsker mindre udfordringer og mere fokus på at bygge, dyrke og skabe en levende, glad landsby. Når spillere starter i Cozy-tilstand blive de budt velkommen af en munter karakter, der viser dem, hvordan de starter deres landsby og begiver sig ud på eventyr. Det at kæmpe er stadig en del af spillet, men fjenderne er nemmere at besejre, så overlevelse er ikke den største bekymring.

    Indstillingerne i Cozy-tilstand i LEGO Fortnite Odyssey kan tilpasses. Med sult, temperatur og udholdenhed slået fra som standard kan spillere frit udforske verden uden at bekymre sig om mad, ly og hvile. Dermed kan de bare bygge derudaf og tage på eventyr uden bekymringer.

    Hvad er Expert-tilstand?

    Expert-tilstand er en udfordrende oplevelse, der tester spillerens evner. Denne tilstand øger sværhedsgraden i en Survival-verden med sværere fjender og en mulighed for permanent eliminering.

    I LEGO Fortnite Odyssey Expert-tilstand er sværhedsgraden væsentlig højere: De almindelige fjender bliver stærkere, og spillere risikerer at møde de farlige Storm-Wild-fjender. Størstedelen af standardindstillingerne i denne tilstand kan ikke ændres, og man kan derfor ikke reducere sværhedsgraden. For eksempel er fjendernes styrke sat til svær, og indstillingerne for sult, temperatur og udholdenhed er altid slået til, så spillerne skal huske på, at tanke op på ressourcer.

    Hvis spillere bygger et Totem of Return kan de undgå at blive elimineret fra Expert-tilstand, fordi i den verden er det permanent, hvis man løber tør for hjerter og bliver elimineret. Spillere bliver dog ikke permanent elimineret fra hele LEGO Fortnite Odyssey. De kan stadig udforske andre, ikke-Expert-verdener eller skabe en ny Expert-verden og prøve igen.

    Hvad er LEGO Fortnite Islands?

    LEGO Fortnite Islands er nye oplevelser, der blev føjet til Fortnite et par måneder efter, at LEGO Fortnite Odyssey blev lanceret første gang. I stedet for at fokusere på at overleve eller bygge i store åbne verdener, er det her muligt at spille med LEGO minifigurer og elementer i mindre, mere fokuserede og kontrollerede oplevelser. Og nogle af disse oplevelser er skabt af LEGO Koncernen.

    I LEGO Koncernens LEGO Cat Island Adventure ankommer spillerne til et sted beskrevet som "det perfekte sted at udforske med en pelsklædt ven". Det eneste, spillerne skal gøre her, er at løbe frit omkring, finde deres nuttede kat og sørge for, at den er glad og tilfreds. Spillerne og deres små pelsklædte venner kan udforske stranden og vandfaldene – samtidig med at de knytter tættere bånd. Du kan læse mere om LEGO Islands i en separat vejledning.

    Hvad er LEGO Kits?

    LEGO Kits blev introduceret i LEGO Fortnite Odyssey med en spilopdatering i starten af 2024. De er en valgfri del af LEGO Fortnite Odyssey, som kan tilkøbes. De indeholder kreative elementer inspireret af LEGO byggesæt og Fortnite. Spillere kan endda dele købte LEGO Kits og deres kosmetiske tilbehør med op til otte af deres venners verdener om ugen.

    LEGO Kits er udelukkende til pynt. De giver ingen fordele i spillet.

    LEGO Kits indeholder elementer såsom:

    • · Builds, der generelt er store elementer som bygninger.
    • · Building Parts, som er bygningsdele såsom vægge, gulve og vinduer, der indgår i builds.
    • · Decor-elementer er dekorative elementer som for eksempel strandstole og parasoller i et LEGO Kit med strandtema.

    Vi kan bruge et af de første LEGO Kits til at forklare, hvordan de fungerer. Beachside Boulevard Bundle indeholder 8 builds (og alle de bygningsdele, der udgør disse builds) og 44 dekorative elementer. Det er et valgfrit tilkøb, som indeholder strandpavillon, strandhus og et livreddertårn. Shore Shack Build ligner et strandskur. Det er perfekt til indretning sammen med strandstole, surfbrætter og parasoller.

    Køb i LEGO Fortnite Odyssey spillet foretages i valutaen V-Bucks. Uanset hvilken platform du køber noget på, så er indhold der er købt med V-Bucks tilgængeligt på alle enheder, der er forbundet med den konto, som købet er foretaget fra.

    Hver platform behandler sine egne betalinger. Når du f.eks. køber V-Bucks via en Xbox X, anvendes Microsoft som betalingsbehandler. Android (Google Play), PlayStation®, Xbox, Nintendo Switch™ og Windows har deres egne funktioner til forældrekontrol.

    Som forælder kan du bruge Epics funktioner til forældrekontrol sammen med funktioner på platformsniveau til at styre dit barns køb af genstande såsom LEGO Kits i spillet. LEGO Kits består af elementer, som kun er til pynt, og der er masser af gratis indhold i LEGO Fortnite Odyssey.

    Nye fysiske LEGO Fortnite sæt indeholder digitale bonusgenstande

    LEGO Koncernen har vækket Fortnite til live med lanceringen af fire fysiske sæt: Battle Bus, Peely Bone, Supply Llama og Durrr Burger. De er de første LEGO sæt, som er baseret på figurer, steder og genstande fra spillet, og som blander digital og fysisk leg.

    Nogle sæt indeholder en digital bonusgenstand – Operation Brite-startpakke – som kan bruges i LEGO Fortnite! Du kan se, hvordan du indløser den i en separat artikel.

    Hvor kan mit barn downloade LEGO Fortnite Odyssey?

    LEGO Fortnite Odyssey kan downloades på en bred vifte af platforme, herunder populære spillekonsoller som PlayStation og Xbox, og på mobile enheder, Android globalt og iOS og iPadOS i EU. Uanset om dit barn foretrækker at spille på en spillekonsol eller at bruge en mobil enhed, så er LEGO Fortnite Odyssey tilgængelig med engagerende spiloplevelser på tværs af disse platforme.

    Hvordan downloader mit barn LEGO Fortnite Odyssey?

    På konsoller finder du LEGO Fortnite Odyssey i den respektive digitale butik. Søg efter LEGO Fortnite Odyssey for at komme i gang:

    Du kan downloade LEGO Fortnite Odyssey til en mobil enhed fra Epic Games Store.

    Sådan spiller du LEGO Fortnite Odyssey med venner

    I LEGO Fortnite Odyssey kan otte spillere hoppe ind i samme verden, og spillet er bedst, når det spilles sammen med andre. Spillerne samarbejder om at bygge, høste, indsamle materialer og klare udfordringer. Den enkelte spiller er stærkere og bedre sammen med sine venner.

    Når en spiller skaber en verden, er den privat, hvilket betyder, at ingen andre spillere har adgang til den, medmindre verdenens ejer inviterer dem. Der findes ikke offentlige verdener i LEGO Fortnite Odyssey, og man kan ikke få adgang til andre spilleres verden uden en invitation fra en ven. Selvom mange LEGO øer er udviklet som offentlige multiplayer-oplevelser, der skal deles med venner, kan de også spilles af enkeltpersoner.

    For at kunne invitere andre ind i sin verden skal man være venner med dem i Fortnite. Spillere kan også give venner en "nøgle" til deres verden ved at gøre dem til "key holder". Det betyder, at de har adgang til og kan redigere verdenen – også selvom verdenens ejer er offline. Husk, at gæster kan rive enhver kreation ned, så det er vigtigt at tænke sig godt om, før man vælger, hvem man vil dele sin verden med!

    LEGO Koncernen forventer, at alle spiller ansvarligt og følger Epics regler, og derfor er der ikke plads til stødende indhold i LEGO Fortnite Odyssey verdenerne. Hvis spillere opdager noget upassende i en verden, anbefaler vi dem at indberette det ved hjælp af Fortnites brugervenlige indberetningsværktøjer, så Epic kan fjerne indholdet og gribe ind over for de spillere, der overtræder reglerne.

    Indstilling af forældrekontrol

    Fortnite giver forældre en lang række muligheder for at styre deres barns oplevelse i spillet. Og alle platforme, som spillet er tilgængeligt på (for eksempel PlayStation, Xbox, Nintendo Switch og Windows), har deres egne funktioner til forældrekontrol.

    Du kan tilgå dem online i Epic Account Portal og også i spillet fra Fortnite Parental Controls-menuen. Sådan tilgår du menuen i spillet:

    1. 1. Åbn Fortnite.
    2. 2. Åbn hovedmenuen (ligner tre vandrette streger), og vælg det tandhjulsformede ikon.
    3. 3. Vælg "Parental Controls", og indtast din sekscifrede pinkode.

    Fra Account Portal kan forældre og værger tilpasse funktionerne til forældrekontrol for at skabe en alderssvarende oplevelse for hvert familiemedlem. Fremhævede funktioner:

    • · Stemme- og tekstchattilladelser: Du kan styre, hvem dit barn kan tale med i Epics stemme- og tekstchat. Du kan f.eks. vælge Friends Only, så dit barn kun kan kommunikere med andre spillere på deres Epic-venneliste og vennelisten på platformen, eller du kan deaktivere chatfunktionen helt.
    • · Indstillinger for køb: Du kan vælge, om din pinkode til forældrekontrol skal indtastes i forbindelse med køb for rigtige penge gennem Epics betalingssystem.
    • · Pinkode påkrævet for venneanmodninger: Du kan vælge, at din pinkode skal indtastes, for at dit barn kan sende eller acceptere Epic-venneanmodninger. Da det kun er spillere og inviterede venner, som har adgang til verdener, kan du med denne indstilling styre, hvem dit barn kan interagere med.
    • · Aldersgrænser i Fortnite: I Fortnite har hver ø en aldersgrænse, og du bestemmer, hvilke øer dit barn kan besøge baseret på disse grænser.

    Bemærk: Hvis dit barn spiller på en konsol, er det muligvis også nødvendigt at ændre i indstillingerne for køb, kommunikation, etc. i konsollens eget system. Hvis du f.eks. slår stemmechat fra i Fortnite, kan dit barn muligvis stadig bruge stemmechat gennem konsollens indbyggede chatsystem.

    Epics forældrekontrolfunktioner kræver, at du opretter en sekscifret pinkode via Epic Account Portal eller menuen Fortnite Parental Controls. Pinkoden sikrer, at det kun er dig, der kan ændre indstillingerne.

    Chatfunktioner

    Stemme- og tekstchat er tilgængelig på alle Fortnite-øer, herunder LEGO Fortnite Odyssey. Du kan til enhver tid opdatere dit barns stemme- og tekstchattilladelser og vælge, om dit barn må chatte og med hvem:

    • · Everybody: Alle spillere
    • · Friends and Teammates: Spillere på deres Epic-venneliste, deres venner på spilplatformens venneliste og spillere på deres team.
    • · Friends Only: Kun spillere på deres Epic-venneliste og deres spilplatforms venneliste.
    • · Nobody: Chat er deaktiveret

    For at se indstillingerne for stemme- og tekstchat skal du åbne LEGO Fortnite Odyssey menuen, klikke på det tandhjulsformede ikon og gå til fanen "Communication". For brugere under 10 år er "Friends Only" den højeste stemme- og tekstchatindstilling.

    Fortnite har et nyt tekstchatfilter kaldet "Personal Information", der fjerner visse former for personlige oplysninger, såsom e-mailadresser og kreditkortnumre, fra tekstchatsamtaler i realtid. Fortnite har også indført forbedringer til filteret for anstødeligt sprog, så det nu er nemmere at fjerne forskellige former for anstødelig sprogbrug. Begge filtre er altid slået til for spillere under 13 år.

    Med Fortnites funktion til stemme- og tekstrapportering kan alle indsende stemme- eller tekstchatbeskeder, som Epic kan bruge til at indføre sanktioner over for spillere, der overtræder Epic Games' Community Rules. For spillere under 18 år er funktionen automatisk slået til i stemme- og tekstchats.

    Kom godt i gang

    Dit barn skal have en Epic Games-konto for at spille LEGO Fortnite Odyssey. Ved oprettelse bliver Epic-kontoen en Cabined Account, hvis spilleren angiver en alder under 13 år eller under aldersgrænsen for digitalt samtykke i hjemlandet (alt efter hvilken der er højest). En Cabined Account er en Epic-konto, der er designet til at være et sikkert og inkluderende sted for de yngste spillere. Spillere med en Cabined Account kan stadig spille LEGO Fortnite Odyssey, men de vil ikke have adgang til visse funktioner som f.eks. stemmechat, med mindre en forælder eller værge giver samtykke til det.

    Børn, som allerede spiller Fortnite, har alt, de skal bruge for at spille LEGO Fortnite Odyssey. Bare åbn Fortnite, og find LEGO Fortnite Odyssey i spillets menu.

    Du kan også logge ind med en eksisterende LEGO, Epic Games-, Nintendo®-, PlayStation- eller Xbox-konto. Hvis barnet ikke har sådan en, foreslår vi, at du opretter en LEGO konto og tilknytter den til den Epic Games-konto, som du opretter. Du kan også tilknytte en eksisterende LEGO konto til en eksisterende Epic Games-konto. Når du forbinder din Epic-konto med din LEGO konto, låser du op for LEGO Insiders eller LEGO Insiders Club (for de yngste spillere) og bonusser som f.eks. et særligt Explorer Emilie-outfit, hvilket gør, at netop den LEGO style bliver tilgængelig på dit barns tilknyttede konti.

    Du kan også logge ind på en konto via den officielle Epic Games-hjemmeside for at fortælle Epic, hvem dit barn er på tværs af de mange platforme, hvor det er muligt at spille LEGO Fortnite Odyssey, f.eks. konsoller og mobile enheder.

    Sådan spiller du sammen med dine venner i LEGO Fortnite Odyssey

    Når du har oprettet og forbundet en konto, er det nemt at tilføje venner.

    1. Start Fortnite, og log ind på dit barns konto.
    2. Vælg dit barns runde avatarikon øverst til højre på skærmen.
    3. Vælg ikonet med plusknappen fra den menu, der dukker op, for at åbne menuen Add Friends.
    4. Indtast vennens Epic-kontonavn eller e-mailadresse i feltet.

    LEGO Fortnite Odyssey har en crossplay-funktion, som giver spillere mulighed for at være i den samme verden, uanset hvilken platform de spiller på – bl.a. PlayStation, mobile enheder, Mac, pc, Nintendo Switch og Xbox. Crossplay er automatisk slået til, så det er lige meget, hvilken platform dit barn og vennerne spiller på.

    LEGO Fortnite Odyssey er en legeplads for spillere i alle aldre, uanset om de begiver sig ud på dristige eventyr eller bruger deres tid på at bygge flyvende fæstninger. Det handler om at dyrke fantasien og kreativiteten. At spille sammen er den ultimative sociale oplevelse i LEGO Fortnite Odyssey.

    LEGO Fortnite Odyssey opdateringer

    LEGO Fortnite Odyssey er under konstant udvikling, præcis som fantasien hos de børn, der spiller det. LEGO Fortnite Odyssey blev lanceret i december 2023 med masser af muligheder for Sandbox- og Survival-verdener, og det udvikler sig hele tiden. Siden lanceringen er spillet blevet opdateret utallige gange, herunder:

    • · Lost Isles LEGO® Fortnite V31.20
    • · Battle Bus-opdatering
    • · LEGO Fortnite giver den gas med Mechanical Mayhem-opdatering
    • · LEGO Fortnite pløjer derudad med Farm Friends-opdatering
    • · Kraften er stærk i LEGO Fortnite Star Wars opdatering

    Hold øje med alle nyhederne!