(0)
Fremtidens klodser: Historien bag LEGO® Technic BMW konceptmodellen – hoverbike | Officiel LEGO Shop

Fremtidens klodser: Historien bag LEGO® Technic BMW konceptmodellen – hoverbike

Klods- og Bimmer-elskende bilfans ved nok allerede, at LEGO Koncernens designgenier har samarbejdet med troldmændene hos BMW Group om forskellige køretøjer. Den første kreation var den lille og smukke MINI Cooper i LEGO® Creator sortimentet, og mange andre geniale LEGO Technic versioner er senere fulgt efter. Gennem LEGO Technic porteføljens ubegrænsede funktionelle fleksibilitet bliver disse LEGO klodsbyggede køretøjer til perfekte miniature-udgaver og -hyldester til virkelighedens maskiner.

Men tilbage i 2017 opstod der en særlig form for synergi mellem designere og ingeniører, og samarbejdet bevægede sig langt ud over, hvad der var fysisk muligt ... til noget endnu mere fremsynet – nemlig fremtidens motorcykel.

Det hele begyndte med et fedt samarbejde mellem designere og ingeniører i LEGO Koncernen og BMW om at skabe LEGO BMW R 1200 GS Adventure ... en masse tal og bogstaver, som faktisk bare beskriver en helt fantastisk motorcykel. LEGO versionen er med sine 603 elementer en imponerende hyldest til al den innovative design og teknik, som motorcyklen består af.

Men da det kom til den alternative model, en grundpille i LEGO Technics 2-i-1-byggesæt, blomstrede det inspirerende samarbejde mellem de to designgrupper for alvor, og deres fantasi fik, bogstaveligt talt, luft under vingerne.

De to LEGO designere, der havde til opgave at skabe den alternative model, ombyggede klodserne og funktionerne fra den oprindelige model til noget helt nyt – og sammen med deres partnere hos BMW Motorrad skabte de en smukt designet svævende hoverbike, der repræsenterer ultimativ frihed og eventyr inden for solokørsel.

LEGO® Technic BMW konceptmodel – hoverbike


Vi mødte hjernerne bag skønheden, LEGO Technic designerne Aurélien Rouffiange og Samuel Tacchi, for at få lidt indsigt i denne usædvanlige proces.

Når I ser tilbage nu, hvad var så det mest specielle ved projektet?

Aurélien: Normalt handler det for os i LEGO Technic om at gengive, hvad partneren laver, og skabe en virkelighedstro LEGO udgave. Men denne gang gik vi et skridt videre ved at skabe noget konceptuelt: fremtidens motorcykel. Selvfølgelig skulle den kunne flyve ... Det skulle ikke bare være en motorcykel på hjul på vejen. Så vi designede en hoverbike.

Samuel: Vi udviklede nogle meget flotte koncepter i begyndelsen af processen – vi prøvede alt af. Det var sjovt! I løbet af ingen tid følte vi os som et samlet hold med designerne fra BMW Motorrad. Selvom de arbejder i München, og vi arbejder i Danmark, var vi sammen i designprocessen om alt fra A til Z. Det var helt vanvittigt.

Forskellige vinkler

A: Det fede ved dette projekt var, at der blev tilføjet endnu en dimension til processen. Det er første gang, at LEGO Technic har skabt en konceptmodel til den alternative model – men så skete der noget helt ekstraordinært, idet teamet hos BMW Motorrad derefter brugte LEGO hoverbike-modellen som basis for en ægte version.

Designprocessen: fra LEGO klodser til virkelighed

S: Da vi var færdige med modellen, fandt vi ud af, at de ville skabe en virkelig version. Og det gjorde de så! Det er første gang i LEGO Koncernens historie, vi har oplevet, at en af vores partnere skabte en ægte version af LEGO modellen.

Den virkelige version

Så hvad var de største udfordringer i designprocessen?

A: At inkorporere funktionerne i modellen. Fordi funktionerne selvfølgelig ikke eksisterede i virkeligheden, var vi nødt til at sætte os grundigt ind i teknikken, og hvordan ting flyver. Målet var at skabe en så autentisk og plausibel model som muligt – en ægte LEGO Technic model, som kunne få folk til at tro på, at denne vision kunne blive til virkelighed i fremtiden. BMW Motorrad-holdet havde masser af erfaring på dette område, så vi fik rigelig og brugbar feedback.

LEGO Technic designer Aurélien Rouffiange

S: Præcis. Det stod klart allerede fra begyndelsen, at vi ikke kunne lave noget, der svævede som et rumskib ... vi var nødt til at finde ud af, "hvordan" modellen kunne flyve. Men det var egentlig ikke meget anderledes end det, vi lærte på designskolen. At se LEGO konceptmodellen komme til live i virkelig størrelse og at se så mange mennesker involveret i processen var helt igennem fantastisk.

Det er nu et par år siden, at konceptmodellen blev skabt – hvor tæt er den på faktisk at kunne flyve?

S: Vi kan ikke sige det med sikkerhed. Jeg håber, at vi kommer til at se noget lignende en dag! Men det ligger nok et stykke ude i fremtiden på grund af alle sikkerhedsforskrifterne og teknologien.

A: De brugte de rigtige dele fra GS Adventure til at lave konceptmodellen, ligesom vi gjorde det i LEGO versionen, så du kan se motoren fra motorcyklen. Så i den forstand er den ikke designet til at have ægte kapacitet til at flyve.

S: Hvis man ser på, hvad der sker med flyvende objekter lige nu, så begynder vi at se flere og flere individer og droner, der flyver, og det er fedt på en eller anden måde at have været en del af denne udvikling. Før 2017 fandtes der ikke mange koncepter for personlige flyvende fartøjer. Der var kun en enkelt fyr med en raketdragt. Noget, der har masser af fart på og flyver op i luften. Det kunne være vildt at flyve på arbejde hver dag!

Er LEGO klodsen normalt et relevant værktøj til at lave prototyper med? Kunne den bruges som materiale til prototyper på designskoler?

A: LEGO klodser er et sjovt udgangspunkt på designskoler: Normalt er vi uddannet til at tegne, og når man så starter hos LEGO Technic, bliver det byttet ud med LEGO elementer. En blanding af de to ville fungere godt. Det kunne være en god idé at introducere LEGO Technic på et tidligt tidspunkt i designuddannelsen, så de studerende kunne få viden om stel og chassis ...

S: Den viden ville helt sikkert være nyttig. Hvis du forklarer en ingeniørstuderende på første år, hvad en 7-trins gearkasse er, og hvordan den er sat sammen ... så ville det nok tage et par dage sådan rigtigt at forstå det. Men med LEGO Technic klodser ville det blive både nemmere, sjovere og langt mere praktisk at lære.

LEGO prototype

Hvad ville være en drømmekonceptmodel at bygge med LEGO Technic klodser?

S: Jeg har en baggrund inden for transportdesign, så jeg kunne godt tænke mig at skabe noget, der kunne rejse til Mars. Transport i rummet ... måske sammen med NASA!

A: Jeg ville elske at arbejde på en drone lavet af LEGO klodser. Jeg flyver meget med droner og har et sideprojekt, hvor jeg arbejder på en LEGO Technic drone. Der er en masse sikkerhedsproblemer med skarpe rotorblade og sådan, men måske kan vi designe os udenom de problemer og lave en dronemodel.

Hvorfor er konceptmodeller så vigtige for innovation?

S: For kreative designere er det et friskt pust til hjernen, når man arbejder med noget, der kunne ske i fremtiden. Det er som at få et smugkig ind i fremtiden, fordi du har mulighed for at skabe noget, som aldrig er set før, og derved flytte grænserne – ikke helt op på rumskibsniveau, men måske 5-10 år ud i fremtiden. Man vil ikke skabe noget, der kun kan laves med CGI. Det rare ved LEGO klodser og ved denne proces med Technic-hoverbiken var at have et ben på jorden og ikke i hyperrummet. Noget, der er plausibelt.

A: Vi har konceptfaser i løbet af året, som er med til at drive innovation og skabe nye muligheder for det næste sortiment. Vi kan godt lide at tænke ud af boksen og bevæge os ud over, hvad vi normalt ville skabe til fremtidige sortimenter, for at teste nye modeller og mere futuristiske kreationer ... den proces giver virkelig humøret og kreativiteten et boost. Bare det at forestille sig de andre mulige visioner for fremtiden, som findes derude, ligesom vores arbejde med BMW hoverbiken. Med den fik vi muligheden for at flytte udviklingen endnu længere og komme tættere på en realitet. Det var et skridt ind i fremtiden, og vi håber, at konceptmodellen vil blive ved med at inspirere andre.

Godt arbejde, genier. Hatten af for jer!

Er du på udkig efter mere?

På siden Voksne velkomne kan du se vores samling af sæt og artikler, der er henvendt til voksne!