(0)
    Mission fra tog til fly | Et LEGO® DUPLO® eventyr

    Mission fra tog til fly! Et LEGO® DUPLO® eventyr med Emma Worrollo

    Findes der noget mere spændende end at rejse? Ja, at rejse med flere spændende typer fartøjer! Kom ombord på denne mission fra tog til fly, hvor vi tager to LEGO® DUPLO® sæt, blander dem sammen og skaber en fantastisk historie, som din lille opdagelsesrejsende kan udspille. Kan alle nå deres fly? Har de husket billetterne? Lad os finde ud af det sammen.

    Jeg hedder Emma, jeg er mor til tre, og jeg er så heldig at kunne lege som en del af mit arbejde. Jeg studerer legekultur og skaber oplevelser, der hjælper folk med at lege mere, og jeg glæder mig til at dele nogle idéer, så I kan få endnu mere glæde ud af jeres LEGO DUPLO sæt! 

    Der findes nogle emner, der interesserer små børn, uanset hvor de er i verden, og et af dem er rejser og transport. Uanset om de er vilde med mekanikken i fartøjerne eller historierne om at tage afsted og ankomme til nye steder, er rejser altid værd at tage på, især fantasitypen, hvor man ikke får jetlag.

    LEGO Koncernen bad mig om at bruge lidt tid med et par LEGO DUPLO sæt for at finde på nogle nye lege og spil. Så jeg og min lille bygmester Scout fandt på denne sjove mission fra tog til fly ved at kombinere sættene Tog med tal – lær at tælle og Første gang i lufthavnen. Sådan her kan du og dine små byggere også lege...

    Mission 1: Opsætning af stationer

    For at komme i gang med denne mission skal I samarbejde og bruge vejledningerne til at gøre sættene med tog og lufthavn klar. Placer dem med god afstand imellem, så toget har nok plads til at køre til og fra lufthavnen. Sæt nogle mennesker eller dyr oven på toget – de skal nemlig nå deres fly! Og ved lufthavnen kan I placere klodserne med tal – det er den last, toget skal samle op. 

    I denne mission skal toget og flyet arbejde sammen for at transportere passagerer, bagage og last. Leg behøver ikke altid have et mål, men børn kan ofte godt lide at få en udfordring, og udfordringer er gode til at sætte historier i gang. 

    Mission 2: Nå flyet

    Få alle passagererne om bord på toget, og kør dem til lufthavnen, før flyet letter! Glem ikke deres bagage, og tjek, om alle har billetter og pas. Du kan spørge din lille togfører, hvor passagererne skal hen. Måske er de opdagelsesrejsende, eller måske skal de på ferie og fejre fødselsdag? 

    Mission 3: Sikkerhedskontrol

    Når passagererne ankommer til lufthavnen, skal de igennem sikkerhedskontrollen. Leg, at I bruger scanneren til at tjekke hver kuffert:

    "Bip! Hvad gemmer der sig i den her?"

    Byt roller, så I begge kan prøve at være lufthavnsvagt og rejsende. Og glem ikke at tjekke hinandens pas! 

    Mission 4: Levering af lasten

    Når alle er kommet ombord og klar til at flyve, kan I skifte til at køre tilbage med lasten. Læs talklodser eller kasser fra lufthavnen på toget. Du kunne spørge: "Kan vi køre hele lasten sikkert tilbage til byen? Har vi plads til det hele?"

    Ekstra udfordring! Lad som om, at toget ikke kan bevæge sig, før tallene er sat i rækkefølge. Så snart alt er læsset på, kan toget vende tilbage til stationen og læsses af. 

    Børn elsker cyklisk leg, som holder kernefortællingen i gang. For os voksne kan gentagelse føles kedeligt, men børn elsker det og har brug for det. I dette spil kan I gentage missionen igen og igen, når passagererne rejser til lufthavnen, bagagen bliver tjekket, lasten bliver leveret, og toget vender tilbage for at hente nye rejsende. 

    I kunne måske endda lave små pas til de rejsende og finde på nye destinationer, hver gang I leger! 

    Har I billetten? Fantastisk! Nyd jeres eventyr fra tog til fly, og fortsæt med at have det sjovt i Emmas aktivitet Byg broer i Klodsby

    Skrevet og udviklet af legekulturspecialist og familieinfluencer Emma Worrollo