(0)
Sådan gør du måltider sjove for småbørn

Sådan gør du måltider sjove for børn!

Klar, parat, spis! Vi er her for at hjælpe med at gøre måltider sjove og berigende for de mindste (uden alt for meget ekstra tid eller besvær!).

Måltider kan være notorisk besværlige, hvis du har små børn. Problemet er, at det at finde et barn, der ikke er kræsen på et eller andet tidspunkt i deres barndom, er som at se en enhjørning i naturen: meget usandsynligt!

Men spisebordet behøver ikke at være en slagmark, og det beviser vi med et par nemme tips og tricks! På en god dag kan det endda være SJOVT (ja, virkelig!). Og når vi siger "nemme tips og tricks" – så mener vi det! Vi foreslår ikke, at du skal lave hele kongeriger ud af kartoffelmos eller finde eksotiske ingredienser i specialbutikker. Uanset hvor mange gange Instagram-forældre har lovet dig, at det er muligt.

Så hvordan får du dit barn til at engagere sig i spisningen? Lad os finde ud af det …

Nye ting på tallerkenen

Hvis du nogensinde har været på en restaurant, hvor de har de små håndklæder, der folder sig ud, når der kommer vand på, så ved du, hvad vi mener, når vi siger, at det kan være sjovt at opleve noget nyt ved middagsbordet. De mindste elsker ligeledes alt nyt eller usædvanligt, så du kan prøve at ændre måden, du præsenterer maden på. Og hvordan gør man maden sjov at se på? Skær evt. en sandwich ud i forskellige former med en udstikker, lav et smilende ansigt med pepperonien på deres pizza, eller tilsæt lidt madfarve til den hvide sovs, så den bliver lyserød. Vi kan ikke love rene tallerkener, men vi kan love sjove øjeblikke, mens de udforsker deres nye, vidunderlige måltid.

Hvis du har lyst til at tage det et skridt videre, kan du altid opfordre dine børn til at komme med forslag. Spørg dem, hvilken slags ansigt de gerne vil have på deres pizza (fjollet, glad, sjovt osv.), og se, om du kan ramme rigtigt!

Temaaftener

Det her er måske ikke en idé til hver aften – og vi ved, vi lovede hurtige idéer – men en gang imellem er det rart at tænke stort! Vælg et tema, få alle med på idéen, og nyd lidt ny energi rundt om spisebordet.

Vi elsker sådan noget som aftener med farvetema, hvor alt for eksempel er pink. Eller du kan udforske et andet lands køkken en gang om ugen, eller beslutte at det er dit barns tur til at vælge, hvad der skal på menuen (måske inden for nøje udvalgte kriterier, så valget ikke lander på pandekager med is). Hvis de er gamle nok, har de måske endda lyst til at hjælpe dig med dele af måltidet.

Det er nemt at involvere alle, uanset alder og evner. Måske kan én lave dekorationer (og måske får du fem minutters fred, mens de er i gang), mens en anden kan stå for at skrive menuer, vælge playliste eller bare stikke hænderne i melet for en sanselig oplevelse!

Spændende servering

De fleste voksne serverer maden i portioner til børn. Men hvad med at prøve noget nyt og servere den på en mere familievenlig måde? Ledetråden ligger i navnet, og resultaterne kan være interessante. Det er ikke kun sjovt at involvere dit barn i at servere maden selv, så de frit kan vælge, hvad og hvor meget der kommer på deres tallerken, men der er også forskning, som siger, at det kan hjælpe dem med at være åbne for at prøve flere forskellige ting.

Arranger maden i fade på bordet og lad alle vælge, hvad de har lyst til at spise. Du vil måske se dem spise noget, de ikke har prøvet før, eller gladeligt hælde en ekstra portion op på tallerkenen.

Gør måltider til en leg

Det er tid til at tage det tunge skyts frem: lege! Der findes ingen større glæde end at se dit barn have det sjovt, og vi tror fuldt og fast på, at måltider bør være gode oplevelser!

Nogle af vores yndlingsaktiviteter spænder fra farvelægning til gætteleg. Tag et stort stykke papir, og læg det under barnets tallerken som en dækkeserviet. Put nogle farvekridt, tuscher eller blyanter på bordet, og lad dem gå i gang med deres mesterværk. Du bliver måske overrasket over, hvor meget de spiser, mens de fordyber sig!

I kan også prøve gættelege, hvor børnene skal nævne ingredienserne i maden. Eller hvad med en dessert-leg: skumfidustårne?! (Det sidste er selvfølgelig kun tilladt, efter de har spist deres grøntsager). Tag nogle skumfiduser og noget tørret spaghetti, og lad hvert familiemedlem bygge et skumfidustårn. Hvad vinder, det bedste design eller det højeste tårn? I bestemmer!

Vi håber, at du har fået lidt mere kreativ selvtillid til jeres måltider! Før vi blev forældre, forestillede vi os sikkert alle de glade, fælles stunder rundt om spisebordet, ikke? Lad os gøre dem til virkelighed – mums!