Året mellem et og to er fyldt med fantastiske milepæle og er uden tvivl en af de mest spændende faser i din guldklumps barndom – her er nogle af vores favoritter.
Hver fase i dit barns opvækst er spændende (og nogle gange hård, følelsesladet og skræmmende – bare rolig, vi forstår det!), men der er ikke noget som de første par år, når det kommer til forbløffende forandringer hos dit barn.
Fra et til to år tager nogle børn kæmpe spring i deres udvikling, og hver fase er lige så herlig, som den er udfordrende. Der er så meget at fejre og så meget at lære.
Og der er sjove ting, I kan lave sammen for at fremme de nye udviklingsøjeblikke. Det handler alt sammen om mere leg – jaaa! Så lad os gennemgå de milepæle, dit barn måske når i år, og hvordan du kan hjælpe med at træne dem yderligere ...
Husk – børns udvikling er ikke en lige linje. Den kan gå i forskellige retninger afhængigt af barnet. Hvert barn vil udvikle sig i sit eget tempo – undgå sammenligninger, når du kan (nemmere sagt end gjort, vi ved det). Betragt denne artikel som en forsigtig vejledning, ikke som en tjekliste!
Bevægelse, kravlen og gang
Ved etårsalderen arbejder babyer hårdt på deres grovmotorik. Nogle er allerede mestre i at kravle eller skubbe sig elegant frem på numsen. Mellem et- og toårsalderen begynder nogle børn også at tage deres første skridt – en vigtig milepæl, som også betyder, at dit liv snart kommer til at omfatte meget mere bevægelse ...! (Små børn er selvsikre – det må vi give dem. Men deres entusiastiske eventyr harmonerer ikke altid med deres evner!).
Med tiden vil de sætte dine nerver på prøve ved at tage trappen og klatre op eller ned med dine hænder som hjælp. Dernæst kommer løb og hop, som nogle børn kan før deres anden fødselsdag. Forbered dig på stive ben og klodsede hop, mens de vænner sig til at arbejde med deres små ben!
Legetip til at sætte gang i bevægelse: Når dit barn begynder at vise tegn på at være på farten, så få dem til at komme hen til dig ved at bruge deres yndlingslegetøj! Vift med legetøjet for at fange deres opmærksomhed, brug opmuntrende lyde, og giv masser af ros.
Tale og kommunikation
Selvom dit barn måske har sagt en masse lyde i et stykke tid, begynder nogle børn mellem et og to år at bruge ord. Det kan starte med navnet på en velkendt genstand, et kæledyr eller en person (dig, hvis du er heldig!), eller det kan simpelthen være "nej" – et tegn på, hvad der venter.
Når de nærmer sig deres anden fødselsdag, begynder nogle børn måske at sætte ord sammen og udvikle selvforståelse. Måske kan de bruge deres eget navn samt kommunikere, hvad de gerne vil have, såsom "min drik" eller "min tur", med en håndfuld ord.
Selv hvis dit barn ikke snakker løs endnu, finder det måske nye måder at kommunikere på gennem handlinger og lyde. Hold øje med pegende fingre og gestik eller lege, hvor de lader som om, de snakker i telefon.
Legetip til at fremme kommunikation: Udvid børns ordforråd ved at læse bøger. Det hjælper dem med at genkende almindelige ord gennem gentagelse og forbinde ord med billeder.
Leg, venner og mad
Et- og toårige børn leger stadig parallelt og ikke direkte sammen med hinanden. Du kan læse mere om de 16 forskellige typer leg her!
I takt med at de vokser, begynder de at finjustere deres motoriske færdigheder og kan måske bygge tårne af flere klodser, såsom LEGO® DUPLO® klodser, bruge legetøj som puttekasser til at sortere former og flytte ting fra den ene hånd til den anden. Omkring denne alder begynder mange små også at nyde kreativ leg, f.eks. at tegne, lege med modellervoks eller lave mudderkager.
Dit barn er sandsynligvis på vej til at blive en selvstændig spiser, der mader sig selv med hænderne, bestikket eller en blanding af begge dele. Nu er udfordringen at imødekomme barnets konstant skiftende smag ...!
Legetip til at fremme kreativitet: Inspirer dit barns fantasi ved at snakke sammen under kreative aktiviteter med maling eller modellervoks. Beskriv farverne og de streger, barnet laver, giv ros, tilføj forskellige værktøjer som kageruller eller pensler, hvis du kan, og stil enkle ja/nej-spørgsmål for at holde barnet engageret.
Vi håber, du føler dig forberedt på, hvad dit barns andet år end måtte bringe! Det bliver helt sikkert et travlt år. Midt imellem de nyfundne muligheder for at gå, tale, lege og hoppe, vil der stadig være masser af tid til hygge og kram, så husk at nyde det også!
