(0)
Sådan gør du pasning og pleje af kæledyr sjovt for børn

Sådan gør du pasning og pleje af dyr sjovt!

Få haler til at logre med disse sjove og helt gratis måder at gøre kæledyrspasning sjovt på for både dine børn og jeres dyrevenner!

Der er masser af forskning, der fremhæver fordelene ved at lade børn have kæledyr. Det styrker deres fysiske, følelsesmæssige og mentale sundhed og lærer dem ansvar, medfølelse og følelsesmæssig intelligens. Når det er sagt, skal alle i familien føle sig trygge ved at få en pelsklædt ven, og selvfølgelig skal kæledyret også have det godt og passes godt på! Så hvordan kan vi sikre, at det både er sjovt og en god fælles oplevelse for alle?

Som altid er det teamwork, der gør drømmen til virkelighed. Ved at forsøge at gøre alle aspekter af dyrepasning til noget sjovt for børn (selvfølgelig altid under opsyn) kan det blive en god oplevelse for alle og forhåbentlig medføre, at børnene også påtager sig noget af ansvaret.

Måske er der slet ikke kæledyr i jeres eget hjem. Men måske er der venner eller familie, der har dem, og du vil gerne sikre dig, at dit barn føler sig trygt omkring både store og små skabninger.

Uanset hvad er her nogle af vores yndlingsmetoder til at gøre det sjovt for hele familien at passe kæledyr!

Skemaer og tjeklister

De fleste børn er vilde med klistermærker. Hvorfor de elsker disse små, klæbrige papirstykker, er en gåde, men vores opgave er bare at acceptere vores børn, som de er: blandt andet klistermærkefans!

Læn dig op ad deres interesser, og lav et skema, de kan udfylde. Én opgave svarer til ét klistermærke – det er en rimelig byttehandel! Målet er at fylde skemaet ud med opgaver såsom fodring, børstning, gåture og kløen på maven (afhængigt af typen af kæledyr, selvfølgelig. Kan man klø et krybdyr på maven?!). Når barnet har udfyldt listen gennem en længere periode, kunne det måske udløse en belønning? Det kunne være en filmaften, en særlig leg eller en dessert, barnet selv vælger!

Men selvfølgelig handler det ikke kun om belønningen. Tal med dit barn om, hvorfor det er vigtigt at passe sine kæledyr, og hvorfor hver opgave skal udføres for at holde kæledyrene glade og sunde.

Oprydning

Hvem siger, at oprydning ikke kan være sjovt? (Tro os, vi har bevist, hvor sjovt det kan være, i vores artikel Sådan gør du husarbejde sjovt for børn). Kæledyr giver masser af sjov, men også en del snavs. Måske skal der muges ud i jeres kæledyrs bur eller indhegning? Små børn vil elske at bruge vandslangen eller at strø de friske høvlspåner ud! Eller, hvis I har en pelsklædt ven, der fælder, kan barnet måske hjælpe med at give sofaen en tur med fnugrullen?

Hvis der er en del af dyrepasningen, hvor du ikke er tryg ved, at barnet hjælper, så prøv at lege det i stedet! Inspirer barnet til at passe et af sine krammedyr. Du kan også give barnet en snor og et halsbånd til "kæledyret", så de kan gå en tur rundt i huset sammen!

Legetid!

Dyr elsker også at lege! Så hvorfor ikke udnytte den fælles kærlighed til sjov og få dine børn til at lave legeting til deres kæledyr? (Under dit opsyn, selvfølgelig).

Hunde er virkelig gode til at lege gemmeleg, og katte elsker at lege med snor eller næsten hvad som helst, man sætter for enden af en pind (som dit barn kunne lave med hobbyartikler).

Til mindre kæledyr – som marsvin eller hamstere – kunne i måske lave en forhindringsbane? Tag nogle LEGO® DUPLO® klodser, og få dit barn til at bygge en labyrint – fyld den med sunde godbidder til kæledyrene, og lad dem følge deres næser for at finde vej ud!

Sjov udenfor

Den her aktivitet afhænger virkelig af jeres kæledyr, men hvis I har en hund, hvorfor så ikke gøre gåturen sjovere med et godt gammeldags spil bingo? Før du går hjemmefra, skal du skrive en liste over ting, dit barn skal få øje på, mens I er ude (brug billeder, hvis du kan), og gør ruten så lang eller kort som nødvendigt for at finde alle tingene på listen!

Denne aktivitet kan stadig bruges til mindre dyr, der holdes indendørs eller i haven. Skriv en liste eller tegn billeder af ting i kæledyrets miljø, som barnet skal finde.

Forhåbentlig har du fået nogle nyttige tips og tricks til at gøre det sjovt for hele familien at passe kæledyr! Hvis I endnu ikke har et kæledyr, men gerne vil prøve det af, kan du altid spørge, om I må låne en vens hund, eller få barnet til at lave en foderstation til fuglene udenfor.

(Husk, at børn og kæledyr aldrig må være alene sammen uden opsyn!).

Find inspiration til den næste omgang leg

Fra indendørs aktiviteter, som er perfekte til regnvejrsdage, over underholdende udfordringer for familien til byggeaktiviteter, der styrker indlæring og udvikling – der er noget for alle.