(0)
    Sådan personliggør du LEGO® Icons sættet Naturhistorisk museum
    LEGO® Modular BuildingsProdukterLæs mere

    Forvandling af sættet Naturhistorisk museum (10326) – En byggeudfordring for dig

    Når vi snakker LEGO® byggeri, behøver du ikke altid at følge vejledningen. LEGO modulserien er den perfekte platform til kreativitet, der går ud over manualen, og inspirerer til simple, men unikke tilføjelser og ændringer, der giver mulighed for at sætte et personligt præg.

    Så vi gav en udfordring til vores dedikerede fanbygger: Tag to kopier af sættet Naturhistorisk museum (10326), hold dig til de elementer, der følger med, og skab et unikt bygningsværk.

    Resultatet? Et inspirerende og storslået museum med masser af personlighed! Lad os se, hvordan det blev gjort!

    Trin 1 – Planløsning

    Med udvidede modeller er det vigtigt at lægge fundamentet. Overvej: "Hvad vil du gerne gøre med modellen?" Måske vil du bygge opad eller øge gulvplanet – det er et godt udgangspunkt at beslutte sig for det!

    Vores fanbygger sigtede mod at skabe mere historiefortælling for museet og valgte at forvandle museets oprindelige rektangulære form til en åben C-form. Derudover skulle der være plads til en lille parkeringsplads og en have, hvor personalet kan spise deres sandwiches i pausen. Fanbyggeren gik endda videre end udfordringen og tilføjede nogle ekstra klodser for at skabe et legeområde med en sandkasse og en skjult dinosaurknogle – således blev historiefortællingen i sættet udvidet både på forsiden og bagsiden.

    Trin 2 – Igangsætning af byggeriet

    Vores bygger valgte at lave en udbygning i stedet for en helt alternativ model. Med den idé i tankerne valgte byggeren at bygge det første sæt efter vejledningen. Det ville stadig danne forsiden og give modellen et udgangspunkt.

    Så var planen at bruge det andet sæt til udbygningen. Byggeren konstruerede kun én etage ad gangen og åbnede kun nogle få nummererede poser ad gangen og kunne på den måde vurdere, om der var klodser nok. Med denne fremgangsmåde reducerede byggeren bredden på udbygningen tidligt i processen, da det stod klart, at der ville komme til at mangle klodser.

    Byggeren anbefaler at anvende teknikker, der bruges i den originale model, så meget som muligt for at skabe sammenhæng. Det er også en god måde at lære nye byggeteknikker på.

    Trin 3 – Håndtering af udfordringer

    Byggeren husker to udfordrende øjeblikke i byggeprocessen. Det første var at holde konstruktionen solid, samtidig med at den skulle være nem at flytte. På grund af dens størrelse skulle den adskilles ikke kun i etager, men også i sektioner. For at kunne gøre det gik der en del tid med at arbejde på stueetagen og skabe en jævn overlapning mellem den originale model og udbygningen. Da planløsningen for stueetagen var bygget, skulle der bare bygges opad.

    Den anden udfordring bestod i at redesigne tagets lineære linje og samtidig bevare det karakteristiske udseende. Det var ikke en hurtig opgave. Det tog mange forsøg, men det er det smukke ved LEGO klodser – intet er permanent! Det er også en sjov måde at udforske mulighederne på, og taget gennemgik 5-6 ændringer, inden byggeren nåede frem til den endelig version.

    Trin 4 – Afslutning

    Til allersidst væltede byggeren indervæggene for at lave ét stort, forbundet mesterværk. Det er altid godt at have den helt rigtige konstruktion, inden detaljerne tilføjes, for at undgå en masse ombygning. Når kreationen er færdig, skal du bare vælge, hvor den skal udstilles ... eller ligesom fanbyggeren kan du altid vende tilbage og tilføje mere!

    Det vigtigste at huske her er, at intet er permanent med LEGO klodser. Så hvorfor ikke tage udfordringen op og prøve at forvandle dit eget modulsæt? Der er ingen rigtig eller forkert måde at gøre det på, så gør det til dit eget – du ved aldrig, hvad du ender med ... som vores bygger siger: "Vær ikke bange for at gå længere end vejledningen. Ikke alle LEGO modeller er nemme, men det handler ikke om at være den bedste bygger – det handler om at nyde oplevelsen. Ha' det sjovt med det!"