(0)
Legende opdragelse på Bluey-måden

Legende opdragelse på Bluey-måden

Hvis du nogensinde har set tv-serien Bluey sammen med dit barn, ved du, at der er meget, vi kan lære af Bandit og Chilis måde at være forældre på. Det er en vild rejse at opdrage børn, men hvis familien Heeler har lært os noget, så er det, at de kun er små én gang. Det gælder om at hænge i og råbe "JAAH!" til at lege "kildekrabber", for deres latter, når du træder ind i deres fantasiverden, er uvurderlig.   

Så tag plads, og lad os snakke om at opdrage små legender på Chili og Bandits måde.

Leg er vigtigere, end du tror

Livet er hektisk, men leg er vigtigt. Efter en lang dag på arbejde er en omgang fangeleg ikke lige det, man har lyst til. Men tænker børnene på det? Nej! De vil lege. Og uanset om du gaber eller ej, så vil de gerne dele deres fantasiverden med dig. Leg er den måde, børn lærer og forstår livet på. Men det er ikke kun godt for dem. Det er også godt for voksne – bare spørg Bandit. Det giver dig mulighed for at se verden gennem deres øjne og styrker jeres bånd.

Godt tip!

Når dine børn beder dig om at lege, så sig ja. Selv hvis det kun er i fem minutter – det betyder alt for dem.

Store følelser er helt okay

Børn har kæmpe følelser. Det ene øjeblik griner de højlydt, og det næste er de knust, fordi deres isblok er smeltet. Når følelserne kommer væltende, kan det være fristende at feje dem væk, især hvis det handler om en lille ting. Men i deres verden betyder det alt. Og det er her, Bandit træder i karakter. Han lytter først og taler bagefter. Han anerkender sine børns svære følelser, så de lærer at acceptere dem i stedet for at ignorere dem eller forvente, at du fikser det.

Godt tip!

Hjælp dine børn med at bearbejde deres følelser gennem leg. Da Bluey engang fandt en syg fugl, der ikke klarede den, hjalp Bandit hende med at udforske sine følelser gennem en leg, så hun kunne acceptere sin sorg og håndtere den i den virkelige verden.

Styrk deres fantasi og respektér deres idéer

Når dine børn finder på en leg, så prøv på ikke at styre det hele. Ved at respektere deres idéer og lade dem selv tage føringen styrkes deres selvfølelse og fantasi.   

Bandit opfordrer Bluey og Bingo til at finde på historier, udtrykke sig gennem leg og udforske forskellige idéer så ofte som muligt – selv hvis det betyder, at han skal danse på posthuset!

Godt tip!

Lad dine børn være direktør for legen en gang imellem, og se, hvordan deres selvtillid skyder i vejret.

Lær om livet i hverdagens små øjeblikke

Forældre forbereder ikke deres børn på livet gennem alvorlige snakke, men gennem almindeligt samvær i hverdagen. Og heldigvis er livet fyldt med den slags geniale små muligheder. 

Det skar Bandit Heller lige i hjertet at se Bluey have problemer med at cykle. Han ville gerne hjælpe, men vidste, at hun var nødt til at finde ud af det selv. Det var svært, men ved at være tålmodig fik Bluey den tid og plads, hun havde brug for til at se andre hvalpe i parken prøve og fejle. Det gav hende selvtilliden til at fortsætte og træne sin robusthed.

Godt tip!

Brug hverdagssituationer til at lære dine børn værdifulde ting – og situationer er der nok af. Når I f.eks. alligevel skal en tur hen til klatrestativet, kan de træne deres tålmodighed, eller hvis de har mistet et legetøj, kan de lære lidt om ansvarlighed.

Vær dejligt uperfekt

Forældre elsker at se Chili og Bandit lege med deres hvalpe og lære dem om livet. Men de er ikke perfekte, og det siger de ofte. Nogle gange kan Bandit lave fejl, blive frustreret eller få galt fat i tingene. Han var fast besluttet på at vinde på forhindringsbanen, så han snød. Men – og det er vigtigt – han indrømmede, at han tog fejl og undskyldte, og det viste Bluey, at det er helt i orden at lave fejl, hvis man står ved det og siger: "Undskyld, min ven". 

Husk, at alle voksne kan dumpe i forældreskolen nogle gange. Men det er helt i orden, for som Chili siger, "Vi prøver igen i morgen." Forældreskabet handler ikke om at være perfekt – det handler om at være der, så de små røvere ved, at de er elsket.

Godt tip!

Der vil være dage, hvor du er den bedste forælder, og andre dage knapt så meget. Hvis du laver en fejl – så sig undskyld. Det sker for alle. Men når børn ser de voksne lave fejl og lærer af dem, indser de, at det også er i orden for dem at lave fejl. 

Du kan godt, min ven!

BLUEY ™ and BLUEY character logos ™ & © Ludo Studio Pty Ltd 2018