Sammie har en mission om at gøre verden til et bedre sted – og hun har ikke tænkt sig at stoppe lige foreløbig.

Sammie har en mission om at gøre verden til et bedre sted – og hun har ikke tænkt sig at stoppe lige foreløbig.

Uanset om det handler om at hjælpe sine skolekammerater med at være mindre ensomme eller om at sende smil verden rundt, så er Sammie i gang med at ombygge verden omkring sig – én klods ad gangen.

Det begyndte alt sammen med en idé til en "venskabsbænk". Sammie ville gerne placere en bænk i flotte farver på skolens legeplads, og hvis nogen følte sig ensomme, kunne de sætte sig på bænken, så de andre børn kunne se, at de gerne måtte invitere dem til at lege med.

"Jeg ville gerne hjælpe børnene på min skole, fordi jeg selv har prøvet at føle mig ensom," siger Sammie, "og det er ikke nogen rar følelse, så det ønskede jeg ikke, at andre skulle opleve."

Vi synes, at ethvert tiltag, der gør det nemmere og mere inkluderende at lege, lyder som en god idé, og da Sammie fortalte sin mor, Heidi, at hun gerne ville bygge en "venskabsbænk", syntes Heidi også, at det var en god idé. Sammen fandt de en virksomhed, der hedder Green Tree Plastics, som laver bænke ud af brugte flaskekapsler. På den måde kunne de slå to fluer med ét smæk: skolen fik sin "venskabsbænk", og samtidig var det godt for miljøet.

Skolelederen syntes også, det var en god idé, og nu var Sammie klar til at gå i gang. Men hun manglede flaskekapsler. EN MASSE flaskekapsler!

Heidi hjalp hende med at lave et opslag på de sociale medier, og snart strømmede kapslerne ind. Først fik hun kapsler fra sin hjemby. Derefter fra hele staten. Til sidst fik hun kapsler fra alle hjørner af USA. Faktisk har Sammie modtaget flaskekapsler fra samtlige 50 stater, og hun har endda modtaget kapsler fra England, Mexico og Afghanistan.

Sammie sorterer sine flaskekapsler

Indtil videre har Sammie lavet mere end 150 "venskabsbænke" – og der er flere på vej.

En ustoppelig kreativitet, der får folk til at trække på smilebåndet

Da pandemien ramte i begyndelsen af 2020, og skolerne lukkede, blev Sammies bænke ikke længere brugt. Men kreativitet er en ustoppelig kraft, og Sammie fik bare en ny idé, der kunne muntre folk op, når de havde allermest brug for det – og det var sådan projektet Sending Smiles blev født.

Sammie lavede et lille kort, der nemt kunne printes, som hun kunne udfylde og sende til en ny person hver dag for at få dem til at smile.

"Det var en tid, hvor alle var en smule kede af det," siger Sammie, "men det viser bare, at en enkelt god gerning kan gøre en stor forskel i folks liv."

Indtil videre har Sammie sendt smil til 45 ud af 50 amerikanske stater og til lande som England og Tanzania. Hun har endda sendt og modtaget smil i punktskrift fra børn med nedsat synsfunktion. Det er den del af arbejdet, som er mest givende for Sammie.

"Det bedste ved det, jeg laver, er at møde nye mennesker," siger Sammie. "Alle er ens, og alle er lige. Og jeg opfordrer folk til at være søde mod hinanden."

Ombyg verden omkring dig – én klods ad gangen

Det virker måske overvældende både at skulle bygge bænke og sende smil og samtidig have tid til at være barn, men for Sammie er det kun begyndelsen. Ved siden af sine projekter har Sammie sin egen podcast, og senere på året udgiver hun sin første bog.

Sammie i sit podcaststudie

Sammie er meget succesfuld, så vi spurgte hende, om hun havde nogle gode råd til børn, der gerne vil starte deres eget projekt, og hendes svar var enkelt: Start småt.

"Mit projekt startede med en enkelt flaskekapsel, så hvis man har lyst til at starte sit eget projekt, vil jeg foreslå, at man starter lokalt og får hjælp fra familie og venner, og så kan man altid vokse sig større. En lille ting kan gøre en stor forskel."

Få mere at vide om Rebuild The World