Mød de opfindsomme søstre, som bygger en bedre verden

Mød de opfindsomme søstre, som bygger en bedre verden

Opfindere begynder gerne i en tidlig alder, og Fatima Alkaabi er ingen undtagelse.

Hun var syv år, da hun første gang opdagede sin passion for innovation og opfindelser. Hun blev opmuntret og støttet af sine forældre og siden hen af regeringen i de Forenede Arabiske Emirater, hvilket hjalp hende med at udvikle en række geniale opfindelser. Fatimas opfindelser omfatter bl.a. et smart rat, der forhindrer føreren i at skrive SMS'er under kørslen, et vibrerende bælte, der giver hørehæmmede besked, når nogen taler til dem, og en robot, der går i skole på vegne af syge børn.

I dag er Fatima 18 år, og hendes utrolige arbejde er ikke gået ubemærket hen. Hun har vundet Abu Dhabi Award, UAE Robot Olympics, UAE Pioneer Award som den yngste opfinder nogensinde, Arab Award for de 10 bedste opfindere og innovatører i 2015 og Sheikha Fatima bint Mubarak International Award for Arab Youth. Det ville faktisk ikke overraske os, hvis hendes næste opfindelse er en hylde, som kan foldes ud, så der er plads til alle hendes priser!

Selvom hun har travlt med at passe sin succesfulde karriere, bruger Fatima også meget tid på at dele sin viden og sine færdigheder med den næste generation af innovatører og opfindere. Gennem frivillig undervisning og workshops har hun delt sin passion og erfaring inden for videnskab med mere end 3.000 elever i regionen.

Men Fatima har haft en særlig interesse i én af sine mange elever: hendes 8-årige søster, Shaikha.

Søstre, der leger sammen og skaber noget sammen.

Shaikha deler sin storesøsters passion for innovation, og de er vilde med at afprøve prototyper på nye idéer og bygge opfindelser af LEGO® klodser.

“Når jeg kigger på min søster, så ser jeg hendes nysgerrighed og kreativitet," siger Fatima, "og jeg håber inderligt, at hun bevarer de kvaliteter, selvom hun bliver ældre."

Desværre er der mange piger, som ikke får den mulighed. Pres fra det omkringliggende samfund, mangel på rollemodeller samt andre former for kønsdiskrimination har historisk set været med til at ekskludere piger og kvinder fra den naturvidenskabelige verden, der bl.a. omfatter biologi, fysik/kemi, natur/teknik og matematik (på engelsk kaldet STEM).

På globalt plan er piger og kvinder underrepræsenteret inden for disse fagområder, både i uddannelsesmæssige og professionelle sammenhænge, men der er mange ligesom Fatima, som arbejder hårdt på at ændre det billede. Hun vil bygge en bedre og mere tilgængelig verden for sin lillesøster og andre piger ligesom Shaikha.

Man kan vist roligt sige, at Fatima og Shaikha har store drømme for fremtiden. Faktisk er deres drømme så store, at der ikke rigtig er plads til dem på Jorden. De drømmer nemlig om det ydre rum.

Byg en verden uden begrænsninger

Vi ville gerne samarbejde med Fatima og Shaikha om at vise børn verden over, særligt unge piger, at der ikke er nogen grænser for deres kreativitet og fantasi. Vi spurgte dem: Hvad ville I bygge og tage med på en rejse ud i rummet? I fællesskab designede og byggede de en fantastisk rover til rumudforskning – faktisk så fantastisk, at det snart skal udstilles på Mohammed Bin Rashid-rumcentret, der er hjemsted for Forenede Arabiske Emiraters rumprogram!

Roveren er fuld af motorer og sensorer, bl.a. en ultralydssensor forrest, der fungerer som køretøjets øjne.

"Den registrerer enhver forhindring i nærheden af roveren og sørger for, at den ikke kører ind i noget," fortæller Fatima om sit design. "Den efterligner kameraerne på den virkelige rover. Den hvide boks er robottens 'hjerne'. Det er den, der fortæller robotten, hvad den skal gøre, og den er forbundet til sensorerne og motorerne."

Men roveren har ikke kun praktiske funktioner. Den er også stopfyldt med sjov, leg og kreativitet.

"Shaikha ville gerne tilføje nogle af de karakterer, hun havde arbejdet på i årenes løb, til roveren," fortæller Fatima. "Hun ønskede, at nogle af de karakterer, der fik hende i gang med LEGO byggeri, blev en del af det her store projekt, som hun sender ud i rummet. Hun valgte alle mulige forskellige figurer, inklusive dyr som skildpadder og enhjørninger."

Det endelige resultat er den perfekte blanding af nysgerrighed, kreativitet og leg, og roveren indkapsler alt det, vi står for. Og den vidner også om den kreativitet og de evner, piger som Fatima og Shaikha besidder. Piger, der drømmer om en bedre verden, og som selv har mod på at bygge den.

Vi spurgte Shaikha, hvor hun så sig selv i fremtiden, og hendes svar var helt perfekt. 

“Jeg drømmer om at komme ud i rummet!”

Når man tænker på alt det, som Shaikha og hendes søster har opnået indtil videre, og når man tænker på, hvor unge de er, så er vi sikre på, at hun nok skal komme derud på et tidspunkt.

Tilbage til siden Rebuild the World!