Vilkår for brug af LEGO® apps og spil

Senest opdateret: 24. marts 2025

Indledning

Denne app eller dette spil leveres af LEGO System A/S, Aastvej 1, DK-7190 Billund, CVR-nr. 47458714. For nemheds skyld vil vi i disse vilkår for brug henvise til "app" hele vejen igennem, og dette udtryk gælder for alle mobilapplikationer og digitale spil (uanset om de er mobil- eller webbaserede eller i et andet format).

LEGO System A/S og vores associerede selskaber omtales samlet i disse vilkår for brug som "vi", "os" eller "vores".

Ved at bruge appen eller ved at klikke på et felt, hvor det fremgår, at du godkender eller accepterer disse vilkår for brug, angiver du din accept af disse vilkår for brug. HVIS DU IKKE ER ENIG I ALLE DISSE VILKÅR OG BETINGELSER, SKAL DU IKKE BRUGE APPEN.

Appen er beregnet til brugere i alle aldre, men alle brugere, der er mindreårige i den jurisdiktion, hvor de bor (generelt under 18 år), skal have tilladelse fra deres forældre eller værge til at bruge vores app. Hvis du er mindreårig, skal du få din forælder eller værge til at læse og acceptere disse vilkår for brug, før du begynder at bruge appen.

Behandling af personoplysninger

Hvis du vil læse mere om, hvordan vi behandler dine personoplysninger, kan du se vores fortrolighedspolitik.

Din brug af app-indhold

Alle oplysninger, materialer, kildekode, video, tekst, fotografier, lyd, grafik, funktioner og øvrigt indhold ("indhold") i appen er ophavsretligt beskyttet og enten tilhører eller bruges med tilladelse af LEGO System A/S. Alle varemærker, servicemærker, varenavne og udstyr er vores og/eller vores licensgiveres eller licenstageres ejendom.

Du accepterer, at du ikke vil kopiere, distribuere eller dekompilere indholdet eller bruge indholdet på nogen anden måde end som integreret i eller nødvendigt for brug af indholdet eller appen.

Konti

Nogle serviceydelser i appen tillader eller kræver, at du opretter en LEGO konto for at deltage eller sikre yderligere fordele. Du kan få flere oplysninger om vores LEGO konto og LEGO Insiders loyalitetsprogram på LEGO Insiders hjemmesiden.

Vi kan midlertidigt afbryde eller helt ophæve din mulighed for at bruge nogen af vores apps eller dele heraf, hvis du ikke overholder de gældende vilkår og betingelser for en LEGO konto, LEGO Koncernens Code of Conduct eller eventuelle særlige vilkår knyttet til en bestemt serviceydelse.

Brugergenereret indhold

Appen kan give dig mulighed for at chatte, bidrage til eller deltage i blogs, opslagstavler, onlinefora og anden funktionalitet og kan give dig mulighed for at oprette, indsende, opslå, vise, offentliggøre eller udsende indhold og materialer til os eller i appen, såsom tekst, video, lyd, fotografier, grafik, kommentarer, forslag eller personlige oplysninger eller andet materiale (samlet kaldet "bidrag"). Bidrag kan ses af andre brugere af appen og via tredjepartswebsteder. Som sådan behandles alle bidrag, du indsender, som ikke-fortrolige og ikke-ophavsretligt beskyttede.

Licens til bidrag

Du bevarer din særskilte ophavsret efter at have indsendt, offentliggjort eller vist bidrag i eller via vores app. Du giver os imidlertid særskilt en begrænset licens, så vi kan gøre bidragene tilgængelige og mulige at bruge i appen og på LEGO Koncernens platforme (earned og owned) uden begrænsning i en ubegrænset periode. Licensen, som du særskilt giver os og virksomheder inden for LEGO Koncernen, er en ikke-eksklusiv, overdragelig, underlicenserbar, royalty-fri, verdensomspændende licens til at bruge og ændre indhold, der er indsendt, slået op eller vist i eller gennem vores tjenester, herunder brug på alle platforme og i alle medier. Vi kan frit bruge alle idéer, koncepter, knowhow eller teknikker, der er indeholdt i enhver kommunikation, du sender til appen, til ethvert formål, herunder udvikling, fremstilling og markedsføring af produkter ved hjælp af sådanne oplysninger, udarbejdelse af afledte værker af bidragene eller inkorporering af bidragene i andre værker. Du giver afkald på alle moralske rettigheder til dine bidrag, og du garanterer, at krav på moralske rettigheder ikke på anden måde er blevet fremsat i dine bidrag.

Vi gør ikke noget ejerskab gældende over dine bidrag. Du bevarer det fulde ejerskab over alle dine bidrag og eventuelle immaterielle ejendomsrettigheder eller andre ejendomsrettigheder forbundet med dine bidrag. Vi er ikke ansvarlige for nogen udtalelser eller erklæringer i dine bidrag, som du har bidraget med noget sted i appen. Du er eneansvarlig for dine bidrag til appen, og du accepterer udtrykkeligt at fritage os for ethvert ansvar og at afstå fra enhver retsforfølgelse af os i relation til dine bidrag. Vi har ingen forpligtelse til at overvåge dine bidrag.

App-forhandlere/butikker

Du accepterer, at disse vilkår for brug udelukkende er indgået mellem dig og os, og ikke med app-forhandlere/butikker, f.eks. Apple, Inc., Amazon, Google, Samsung, Microsoft, Sony osv. ("app-forhandlere"). Vi, og ikke app-forhandlerne, er eneansvarlige for appen og de serviceydelser og det indhold, der findes i appen.

Du accepterer, at app-forhandlere ikke har nogen forpligtelse til at levere vedligeholdelses- og supportydelser i forhold til appen. I det omfang, det er lovmæssigt tilladt, har app-forhandlere ingen garantimæssige forpligtelser overhovedet i forhold til appen.

Du accepterer, at vi, og ikke app-forhandlerne, er ansvarlige for at håndtere eventuelle krav, som du eller nogen tredjepart måtte have vedrørende appen eller din besiddelse og/eller brug af appen, herunder, men ikke begrænset til: (i) krav vedrørende produktansvar; (ii) eventuelle påstande om, at appen ikke efterlever gældende lovgivning; og (iii) krav på baggrund af forbrugerbeskyttelseslovgivning eller lignende lovgivning.

Du accepterer, at vi, og ikke app-forhandlerne, er ansvarlige for efterforskning, forsvar, afgørelse og udredning af eventuelle påstande om krænkelse af tredjeparts immaterielle rettigheder i forhold til appen eller din besiddelse og brug af appen.

Du erklærer og garanterer, at (i) du ikke befinder dig i et land, der er underlagt en officiel amerikansk embargo, eller som er blevet udpeget af den amerikanske regering som et land, der "støtter terrorisme", og at (ii) du ikke er opført på nogen officiel amerikansk liste over forbudte eller begrænsede parter.

Du accepterer at overholde alle gældende tredjeparters aftalevilkår ved brug af appen (du må eksempelvis ikke overtræde din telefon- og internetudbyders aftalevilkår ved brug af appen).

Du er erklærer dig enig i, at app-forhandlerne og deres datterselskaber er tredjepartsbegunstigede under disse vilkår for brug. Når du har accepteret vilkårene for brug, vil app-forhandlerne have ret (og vil blive anset for at have accepteret denne ret) til at håndhæve vilkårene for brug over for dig som tredjepartsbegunstiget deraf.

Du accepterer, at din brug af appen er underlagt de regler for brug, som fremgik af app-forhandlerens servicevilkår gældende på tidspunktet for download af apps gennem app-forhandleren.

Krænkelse af immaterielle rettigheder

For brugere i USA: Hvis du mener, at materiale på hjemmesiden krænker dine immaterielle rettigheder, kan du som rettighedshaver eller en person, der er udpeget til at handle på vegne af rettighedshaveren, enten markere indholdet ved hjælp af indberetningsfunktioner på hjemmesidens brugergrænseflade eller indsende en klage om krænkelse af immaterielle rettigheder ("klage") i henhold til immaterialretten klageformular.

OBS
Vi vil sætte pris på, hvis du indsender en engelsk oversættelse af din indberetning til vores ansvarlige for immateriel ejendomsret. Indberetningen skal indeholde nedenstående oplysninger på skrift.

  • Underskrift (fysisk eller elektronisk) fra rettighedshaver eller en person, der er bemyndiget til at handle på vegne af rettighedshaveren til det indhold eller materiale, hvortil rettighederne påstås at være krænket.
  • Direkte link til/webadresse (URL) på den side, hvor det beskyttede værk, hvortil rettighederne påstås at være krænket, findes. Flere klager over beskyttede værker kan dækkes af en enkelt indberetning ved at indsende en repræsentativ liste over URL'er fra hjemmesiden.
  • Tilstrækkelig identifikation af det ophavsretligt beskyttede værk eller anden immateriel ejendomsret, der angiveligt er blevet krænket.
  • Kontaktoplysninger såsom adresse, telefonnummer og, om muligt, e-mailadresse, der giver tjenesteudbyderen mulighed for at kontakte dig.
  • En erklæring (i) om, at du i god tro mener, at rettighedshaveren, dennes repræsentant eller loven ikke godkender brugen af indholdet, og (ii) at oplysningerne i indberetningen er korrekte, og
    at du på tro og love erklærer, at du har den pågældende ophavsret, eller at du er bemyndiget til at handle på vegne af rettighedshaveren.

Du kan også kontakte os via post eller e-mail: LEGO System A/S, Copyright Notices, Aastvej 1, 7190 Billund. E-mail: [email protected].

Hvis du ikke overholder alle kravene i dette punkt, anerkender du, at din klageformular om immaterielle rettigheder muligvis ikke er gyldig og derfor ikke kan behandles (hverken helt eller delvist) af LEGO System A/S.

Hvis vi modtager en klageformular vedrørende krænkelse af immaterielle rettigheder, der opfylder alle kravene, forbeholder vi os retten til at afvise indholdet, gøre indholdet privat eller fjerne det. Vi forbeholder os retten til at lægge sag an mod dig, hvis du giver urigtige oplysninger om, at en rimelig brug af indholdet udgør en krænkelse.

Indsigelse
Hvis dit indhold er blevet fjernet som følge af en klage om krænkelse af immaterielle rettigheder i henhold til ovenstående, og du ikke mener, der er tale om en krænkelse, eller hvis du mener, at du har tilladelse fra rettighedshaveren, en person udpeget af rettighedshaveren eller i henhold til loven til at overføre og bruge indholdet, kan du sende en indsigelse til os på [email protected] med nedenstående oplysninger:

  • Din fysiske eller elektroniske underskrift.
  • Identifikation af det indhold, der er blevet fjernet, eller hvortil adgangen er blevet fjernet, og det sted, hvor indholdet blev vist, før det blev fjernet eller deaktiveret.
  • En erklæring om, at du i god tro mener, at indholdet blev fjernet eller deaktiveret ved en fejl eller ved fejlidentifikation af indholdet.
  • Dit navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse og en erklæring om, at du er parat til at tage retlige skridt mod den person, der har indberettet den påståede krænkelse.

Hvis du ikke overholder alle kravene i dette punkt, anerkender du, at din indsigelsesformular vedrørende indberetning af krænkelse af immaterielle rettigheder muligvis ikke er gyldig og derfor ikke kan behandles (hverken helt eller delvist) af LEGO System A/S.

Bemærk, at du hermed også accepterer, at LEGO System A/S må sende en kopi af indsigelsen til den oprindelige klagende part. Rettighedshaveren har derefter 14 hverdage til at svare, og medmindre rettighedshaveren anlægger sag med henblik på at opnå et fogedforbud mod indholdsudbyderen, medlemmet eller brugeren, kan vi vælge at gøre det fjernede indhold tilgængeligt for et bredere publikum på hjemmesiden inden for 10 til 14 hverdage eller mere efter modtagelse af indsigelsen.

Code of Conduct og passende brug

LEGO Koncernens regler for god opførsel (Code of Conduct) gælder for alle besøgende på LEGO Koncernens platforme, hjemmesider eller apps, herunder denne app. Overtrædelser af Code of Conduct på én platform, hjemmeside eller app kan have konsekvenser for brugen af andre platforme, hjemmesider eller apps.

Målet med Code of Conduct er at etablere en kultur med høflig, respektfuld og inkluderende kommunikation blandt alle deltagere på alle onlineplatforme, hjemmesider og apps, der bruges af LEGO Koncernen. Vores Code of Conduct forbyder chikane, mobning og opslag, der involverer ulovligt indhold, f.eks. materiale, som bl.a. promoverer terror eller forbrydelser mod en persons helbred eller sikkerhed. Klik her for at læse vores Code of Conduct og få mere at vide om, hvilke former for adfærd der er tilladt i appen, og hvad der er forbudt.

Sådan håndhæver LEGO Koncernen sin Code of Conduct

LEGO Koncernen håndhæver sin Code of Conduct på forskellige måder.

Moderering
LEGO Koncernen modererer sine hjemmesider og apps. Processen indebærer klassificering, filtrering og moderering af brugergenereret indhold, som vores brugere indsender til vores hjemmesider eller apps. Sådant indhold kan omfatte onlinechatlogs, brugernavne, profiler, billeder, video, lyd eller andet brugergenereret indhold. Når en bruger indsender indhold til vores hjemmesider eller apps, behandles det af software, der sender indholdet videre til moderering.

For vores hjemmesider behandles data, der indsendes til moderering, delvist ved hjælp af AI-baseret automatiseret beslutningstagning, som gennemgår både tekst og billeder. Denne behandling kan omfatte data, som kan indeholde personoplysninger samt oplysninger baseret på en brugers indsendelseshistorik. I vores fortrolighedspolitik finder du flere oplysninger om, hvordan LEGO Koncernen behandler personoplysninger. LEGO Koncernen bruger to sæt maskinlæringsmodeller til at moderere indhold: 1. Sprogregistrering trænet af vores modereringsdatabehandler ved hjælp af offentlige data; 2. Billedklassificering af vores modereringsdatabehandlers billedanalyseværktøj. En sådan automatisering er dog kun ét trin i modereringsprocessen. Ved eskalering udløses en menneskelig vurdering.

Brugerindberetninger
Hvis du mener, at du har set aktivitet, der overtræder indholdet af eller hensigten med vores vilkår for brug eller Code of Conduct, bedes du give vores moderatorer besked:

  • Klik her for at indberette et indlæg: Kundeservice
  • Brug knappen "Indberet" på et bestemt opslag

For australske brugere: Du kan indgive en klage over indhold i vores app direkte til den australske e-sikkerhedskommissær. Klager til den australske e-sikkerhedskommissær skal være skriftlige og skal indeholde følgende:

  • dit navn og dine kontaktoplysninger
  • internetadresse på indholdet og andre oplysninger, der er nødvendige for at få adgang til det
  • en beskrivelse af internetindholdet
  • begrundelsen eller begrundelserne for, at du anser indholdet for at være anstødeligt. Du kan udfylde og indsende en indberetning formular via e-sikkerhedskommissærens hjemmeside.

Procedurer
Når indhold eller en bruger markeres som potentielt i strid med vores brugervilkår eller Code of Conduct, gennemgår vores modereringsteam det pågældende indhold eller den pågældende aktivitet for at vurdere, om der er sket en overtrædelse.

Vi kan pålægge følgende sanktioner for overtrædelser af vores brugervilkår eller Code of Conduct:

  • Fjernelse af indhold: Opslag med ulovligt indhold, indhold, der refererer til farlige produkter, eller indhold, som LEGO Koncernen anser for at være vildledende eller svigagtigt, vil blive fjernet, så snart de opdages. Indhold, som vi er blevet informeret om krænker andres immaterielle rettigheder eller andre ejendomsrettigheder, vil også blive fjernet. Andet indhold kan blive fjernet fra sag til sag, fordi det overtræder vores Code of Conduct.
  • Indholdsredigering (f.eks. at slette et billede eller en bestemt tekst): Hvis kun en del af en indsendelse er ulovlig eller upassende eller i strid med vores adfærdskodeks, kan vi redigere indholdet og fjerne det krænkende materiale.
  • Midlertidig fjernelse af adgangsrettigheder: Brugerkonti kan blive stillet i bero ved gentagne overtrædelser af vores Code of Conduct, f.eks. ved gentagne tilfælde af chikane eller mobning. Vi kan også stille brugerkonti i bero, hvis brugere lækker fortrolige oplysninger eller slår vildledende eller svigagtige oplysninger op, samt hvis de gentagne gange indgiver ubegrundede klager over andre brugere eller misbruger vores indberetningssystem.
  • Permanent fjernelse af adgangsrettigheder: Brugerkonti, der bruges til at slå visse former for ulovligt indhold op (såsom materiale med seksuelt misbrug af børn), bliver nedlagt og indberettet til de relevante myndigheder. Vi forbeholder os også retten til at lukke konti tilhørende brugere, der gentagne gange eller groft overtræder vores Code of Conduct, eller som gentagne gange indgiver ubegrundede klager over andre brugere, misbruger vores indberetningssystem eller forsøger at omgå sanktioner for tidligere dårlig opførsel.

Før vi tager ovenstående sanktioner i anvendelse, tager vi følgende faktorer i betragtning, herunder (men ikke begrænset til):

  • Antallet af tilfælde af åbenlyst ulovligt eller upassende indhold eller tydeligt grundløse indberetninger eller klager indsendt inden for en given tidsramme

  • Den relative andel af sådant indhold i forhold til den samlede mængde indhold, der er slået op, eller indberetninger, der er indsendt inden for en given tidsramme

  • Arten og alvorligheden af det upassende eller ulovlige indhold, herunder dets potentielle eller faktiske konsekvenser for andre brugere

  • Hvor det er muligt, at identificere den enkeltes eller klagerens hensigt.

Hvis vi pålægger nogen af ovenstående sanktioner, informerer vi dig om, hvilken sanktion samt årsagen hertil, herunder specifikke henvisninger til disse vilkår for brug eller vores Code of Conduct.

Klageadgang – Sådan retter du op på tingene
Hvis du mener, at vi har begået en fejl ved at fjerne indhold, fjerne eller midlertidigt fjerne eller opsige en konto, der påvirker dig, har du op til 6 måneder til at klage over vores beslutning.

  • Intern klagehåndteringsproces. Vi kan træffe visse restriktive foranstaltninger i forhold til dit indhold eller din konto, hvis vi mener, at du har overtrådt loven eller vores politikker, eller vi kan beslutte ikke at foretage os noget på baggrund af en indberetning, du har indsendt om potentielt ulovligt indhold eller indhold, der overtræder politikkerne. Hvis dette sker, og du er uenig i vores beslutning, kan du anfægte vores beslutning om at træffe foranstaltninger (eller ikke at foretage os noget, alt efter omstændighederne) via vores interne klagehåndteringssystem inden for 6 måneder efter at have modtaget meddelelse om vores beslutning. Du kan indgive en klage via vores kundeservice. Skriv "Appellér en afgørelse" i emnelinjen i din e-mail, så vi straks kan påbegynde gennemgangsprocessen. Vi vil gennemgå vores beslutning og svare dig så hurtigt som muligt.

  • Udenretsligt tvistbilæggelsesorgan: Din sag kan muligvis henvises til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan. Udenretslige tvistbilæggelsesorganer er uafhængige organer med midler og ekspertise til at behandle de spørgsmål, der forelægges dem. I henhold til EU's forordning om digitale tjenester skal hver medlemsstat certificere udenretslige tvistbilæggelsesorganer til at behandle kvalificerede tvister. Europa-Kommissionen offentliggør og ajourfører en liste over certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som kan findes her. Vi vil samarbejde med det udenretslige tvistbilæggelsesorgan, hvor det er påkrævet ved lov. Vi er ikke bundet af nogen afgørelser truffet af disse udenretslige tvistbilæggelsesorganer. Den nøjagtige procedure for at søge udenretslig tvistbilæggelse kan variere afhængigt af de individuelle procedureregler for det udenretslige tvistbilæggelsesorgan og af de enkelte medlemsstater. Yderligere oplysninger findes på hjemmesiden for det udenretslige tvistbilæggelsesorgan, som du ønsker at henvise sagen til.

For EU-brugere: Prøv din klage ved domstolene. Du har også mulighed for at prøve dine krav ved domstolene. Hvis du har juridiske spørgsmål eller ønsker at undersøge, hvilke retslige muligheder du har, bør du rådføre dig med din egen juridiske rådgiver.

For EU-brugere: I Danmark er koordinatoren for digitale tjenester Digitaliseringsstyrelsen, som kan behandle klager over vores overholdelse af kravene i EU's forordning om digitale tjenester, samt godkende et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan. Du finder den danske koordinator for digitale tjenester på https://digst.dk

For australske brugere: Hvis vi ikke er i stand til at behandle din klage inden for et rimeligt tidsrum, videregiver vi din klage til den australske e-sikkerhedskommissær.

For EU-brugere: Hvis du er utilfreds med resultatet af klageprocessen, har du også ret til at henvende dig til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan for at få bilagt tvister vedrørende vores afgørelse. I Danmark er koordinatoren for digitale tjenester Digitaliseringsstyrelsen, som kan behandle klager over vores overholdelse af kravene i EU's forordning om digitale tjenester, samt godkende et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan. Du finder den danske koordinator for digitale tjenester på https://digst.dk.

For australske brugere: Hvis vi ikke er i stand til at behandle din klage inden for et rimeligt tidsrum, videregiver vi din klage til den australske e-sikkerhedskommissær.

Erklæringer

Ved at bruge appen erklærer og garanterer du, at: (1) alle registreringsoplysninger, du indsender (hvis nogen), er sande, nøjagtige, aktuelle og fuldstændige; (2) du vil opretholde nøjagtigheden af sådanne oplysninger og straks opdatere sådanne registreringsoplysninger efter behov; (3) du har rets- og handleevne, og du accepterer at overholde disse vilkår for brug; (4) du ikke er mindreårig i den jurisdiktion, hvor du bor, eller hvis du er mindreårig, at du har fået dine forældres eller din værges tilladelse til at bruge appen; (5) du ikke vil tilgå appen via automatiserede eller ikke-menneskelige midler, uanset om det er gennem en bot, et script eller på anden måde; (6) du ikke vil bruge appen til ulovlige eller uautoriserede formål; og (7) din brug af appen ikke vil overtræde nogen gældende lov eller forordning.

Garantier og ansvarsbegrænsning

LEGO System A/S tilstræber at anvende korrekte og ajourførte oplysninger i appen. LEGO System A/S garanterer dog ikke, at oplysningerne er nøjagtige. LEGO System A/S påtager sig ingen erstatningspligt og intet ansvar for fejl og udeladelser i indholdet i appen.

Brug af og browsing i appen sker på egen risiko. Hverken LEGO System A/S eller nogen anden part, der er involveret i at skabe, fremstille eller publicere appen, er ansvarlig for direkte eller indirekte skader, pønalerstatning samt følgeskader forårsaget af din adgang til eller brug af appen. Uden at begrænse ovenstående stilles alt i appen til rådighed for dig "SOM DET ER" UDEN NOGEN FORM FOR GARANTI, DET VÆRE SIG UDTRYKKELIG ELLER UNDERFORSTÅET, HERUNDER, MEN IKKE BEGRÆNSET TIL, UNDERFORSTÅEDE GARANTIER FOR SALGBARHED, EGNETHED TIL ET BESTEMT FORMÅL ELLER IKKE-KRÆNKELSE. Vær venligst opmærksom på, at nogle retssystemer ikke tillader udelukkelse af underforståede garantier, så det er muligt, at nogle af ovennævnte udelukkelser ikke gælder for dig. Undersøg lokal lovgivning om begrænsninger vedrørende udelukkelse af underforståede garantier. LEGO System A/S er heller ikke ansvarlig og påtager sig ikke erstatningspligt for skader på eller virus, der inficerer din smartphone eller anden ejendom på grund af din adgang til, brug af eller browsing i appen eller din downloading af materialer, data, tekst, billeder, video eller lyd fra appen.

Skadesløsholdelse

Du er selv ansvarlig for at opretholde fortroligheden af brugernavn(e), adgangskode(r), og konto/konti samt alle aktiviteter på din konto/dine konti.

I det omfang, det er muligt ifølge gældende lovgivning, accepterer du hermed at skadesløsholde, forsvare og holde os, vores licensgivere, licenstagere, forhandlere, agenter, repræsentanter og andre autoriserede brugere og hver af ovenstående enheders respektive forhandlere, distributører, serviceudbydere og leverandører samt alle ovenstående enheders respektive ledere, direktører, ejere, medarbejdere, agenter, repræsentanter og assignatarer (samlet kaldet "skadesløsholdte parter") skadesløse fra og mod ethvert tab, erstatning, erstatningsansvar og omkostninger (herunder forligsomkostninger og alle juridiske eller andre gebyrer og omkostninger til undersøgelse eller forsvar af eventuelle søgsmål eller varslede retshandlinger), som påføres de skadesløsholdte parter i forbindelse med ethvert krav som følge af nogen form for misligholdelse af disse vilkår for brug eller krav opstået som følge af din brug af appen og/eller din konto/dine konti.

Du skal efter bedste evne samarbejde med os i forsvaret af eventuelle krav. Vi forbeholder os ret til for egen regning at søge særskilt advokatbistand og at overtage det overordnede forsvar af og kontrol over alle spørgsmål, som ellers skulle skadesløsholdes af dig.

App-administration

Vi kan afbryde din fortsatte adgang til appen, ændre appen eller slette indhold eller funktioner på en hvilken som helst måde, på et hvilket som helst tidspunkt og af en hvilken som helst grund eller uden nogen grund.

Vi forbeholder os retten, men ikke pligten, til at: (1) overvåge appen for overtrædelser af disse vilkår for brug eller LEGO Koncernens Code of Conduct; (2) benytte passende juridiske midler mod enhver, der efter vores eget skøn overtræder loven, disse vilkår for brug eller vores Code of Conduct, herunder uden begrænsning at indberette en sådan bruger til de retshåndhævende myndigheder; (3) efter eget skøn og uden begrænsning nægte, begrænse adgangen til, begrænse tilgængeligheden af eller deaktivere (i det omfang det er teknologisk muligt) ethvert af dine bidrag eller dele deraf; (4) efter eget skøn og uden begrænsning, varsel eller ansvar at fjerne eller på anden måde deaktivere enhver fil eller ethvert indhold fra appen, hvis filen eller indholdet fylder for meget eller på nogen måde er belastende for vores systemer; og (5) på anden måde administrere appen på en måde, der er designet til at beskytte vores rettigheder og ejendom samt at sikre appens korrekte funktion.

Kontakt

For EU-brugere: Vi har udpeget en kontaktperson, der er ansvarlig for at håndtere spørgsmål i forbindelse med disse vilkår for brug eller vores Code of Conduct. Hvis du har spørgsmål til disse vilkår for brug eller vores Code of Conduct, bedes du kontakte os. Du kan også sende et brev til vores kontaktperson på:

   LEGO System A/S
   Aastvej 1
   7190 Billund
   Danmark
   Att.: DSA-kontaktperson

Angiv venligst dit navn og det land, som din henvendelse vedrører.

For EU-brugere: Den kontaktperson, der er ansvarlig for at kommunikere med den danske koordinator for digitale tjenester, Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester og EU-Kommissionen,
er: DSA-kontaktperson hos [email protected].

Opdateringer

LEGO Koncernen kan til enhver tid revidere disse vilkår for brug ved at opdatere denne tekst. Du er bundet af sådanne revisioner og bør derfor regelmæssigt besøge denne side for at gennemgå de gældende vilkår for brug, som du er bundet af.

Jurisdiktion og værneting

Disse Vilkår for brug er underlagt og fortolkes i overensstemmelse med dansk ret i det omfang, dette er muligt uden lovkonflikter. Du accepterer, at enhver retslig handling eller ethvert økonomisk krav, som udspringer af eller opstår i forbindelse med disse vilkår for brug eller appen, skal anmeldes, og at værneting udelukkende er i Danmark, og du accepterer og underkaster dig hermed sådanne retsinstansers personlige jurisdiktion i forbindelse med retslig udredning af sådanne krav.

Bemærk, at obligatoriske lovkrav kan give dig ret til at anlægge sag under andre retslige jurisdiktioner. Vi fremsætter ikke noget anbringende om, at indholdet i appen er passende eller tilgængeligt til brug noget bestemt sted. Personer, der vælger at tilgå appen, gør dette på eget initiativ og er selv ansvarlige for at overholde alle gældende love, herunder gældende lokal lovgivning.

Leg godt!

LEGO and the LEGO logo are trademarks of the LEGO Group. ©2025 The LEGO Group.