(0)
    Alt, hvad du behøver at vide om LEGO® Super Mario™ sættet Mario Kart™ – Luigi og Mach 8 

    Alt, hvad du behøver at vide om LEGO® Super Mario™ sættet Mario Kart™ – Luigi og Mach 8

    Super Mario™-universet er fyldt med uforglemmelige karakterer, og en af dem er Marios grønklædte lillebror Luigi. 

    Han er elsket af mange og har tidligere været med i andre LEGO® sæt. Nu kan Luigi-fans bygge ham i større skala med Mach 8-gokarten, der er baseret på et ikonisk køretøj fra videospillet Mario Kart™ 8. 

    LEGO Super Mario sættet Mario Kart – Luigi og Mach 8 er nu klar til at drøne ind i dit hjem og din LEGO samling, og derfor har vi talt med Imagine Rigney, Model Designer hos LEGO Koncernen, for at lære det nye sæt bedre at kende. 

    3, 2, 1 – kør!

    Et ikonisk Mario Kart™-køretøj bliver til

    Vi startede med at spørge Imagine, hvordan han er blevet både LEGO designer og Mario Kart-fan. 

    Det viste sig, at begge dele trækker tråde tilbage til hans barndom. 

    "Som barn byggede jeg med LEGO klodser og spillede videospil," sagde han – og så var vi selvfølgelig nødt til at spørge, om et af de videospil var Mario Kart. 

    "Jeg har spillet en del Mario Kart: Double Dash!!™ som barn," siger han. "Jeg tror stadig, det er mit yndlingsspil i Mario Kart-serien."

    Og med al hans erfaring fra spillene var han den perfekte designer til at arbejde på det nye LEGO Super Mario sæt Mario Kart – Luigi og Mach 8. 

    Vi spurgte, hvor han begyndte i designprocessen. 

    "Jeg gennemgik en masse officielt referencemateriale og brugte lang tid på at finde ud af, hvordan vi skulle skabe gokartens former," siger han. "Den er baseret på Mach 8 fra Mario Kart 8, som virkede som den gokart, der passede bedst til Luigi."

    Meget passende. Sættet giver dig mulighed for at genskabe Mach 8-bilens autentiske detaljer og placere din kreation på udstillingsstanden i en dynamisk vinkel, som om den er midt i et episk Mario Kart-løb. 

    Men det er ikke ren udstilling det hele. Du kan også tage modellen af standen og køre en tur ved at bruge rattet til at dreje til højre og venstre, mens flammeudstødningen automatisk drejer rundt, når Mach 8 bevæger sig. 

    Med så mange bevægelige dele (bogstaveligt talt!) spurgte vi Imagine, hvilke store udfordringer han måtte løse som en del af designprocessen. 

    "Jeg brugte meget tid på at genskabe formerne på modellen og få Luigi til at passe ned i gokarten, hvilket var sværere, end man måske lige skulle tro!" siger han. "Byggere vil også bemærke, at når sættet står på standen, hælder hjulene en lille smule indad, så Mach 8 på den måde er endnu mere tro mod gokarten i spillet."

    Men det handlede ikke kun om præcision – spillet er trods alt baseret på Mario Kart, og det skal jo være sjovt. 

    "Selvfølgelig gjorde jeg mit bedste for at gøre det til en sjov byggeoplevelse!" siger Imagine, og det ser ud til, at det er lykkedes for ham.

    Et spil, der stadig har foden på speederen

    I årtier har Mario Kart begejstret og underholdt folk over hele verden, og fanskaren vokser, hver gang der udkommer et nyt spil i serien. 

    Vi spurgte Imagine, hvorfor han tror, at Mario Kart stadig er så populært. 

    "Alle kan være med. Det er et fantastisk spil, som du og din familie eller dine venner kan sætte jer ned og have det sjovt med," siger han.  

    Ifølge ham er sværhedsgraden det springende punkt: Spillet formår at tiltrække nye spillere, uden at det bliver alt for nemt for de mere erfarne spillere. 

    "Det er let at spille, men svært at mestre," siger han.

    Vælg din spiller

    Vi er glade for at kunne byde Luigi og dette ikoniske køretøj velkommen i vores samling af sæt baseret på verdenerne fra Super Mario og Mario Kart – spilserier, der har begejstret fans i årtier. 

    Eftersom Imagine er en erfaren Mario Kart-spiller, spurgte vi ham, hvad fans af figuren og Mario Kart-serien kan se frem til ved det nye sæt. 

    "Det hele!" siger han. "Det er Luigi og Mach 8. Det her sæt giver Luigi den opmærksomhed, han fortjener."

    Vi er fuldstændig enige!