(0)
    Sådan har vores designere genskabt den storslåede by Minas Tirith™ i LEGO® klodser

    Oplev Gondors Hvide By, Minas Tirith™

    Visse steder i Midgårds vidtstrakte og episke verden har opnået ikonisk status, herunder Minas Tirith™, Kongernes By.
     
    Den majestætiske by, der er bygget direkte ind i siden af De Hvide Bjerge, er en central by i menneskenes verden og den sidste bastion mod Saurons styrker.
     
    Nu er den legendariske lokation blevet forvandlet til et kæmpe LEGO® sæt, der i sandhed er en konge værdig!
     
    For at finde ud af mere om sættet har vi talt vi med François Zapf, der er Senior Model Designer hos LEGO Koncernen og en del af det team, der skabte sættet.

    Velkommen til Den Hvide By

    "Ringenes Herre-filmene har en helt særlig plads i mine minder," fortæller François. "Hvert år så jeg forventningsfuldt frem til hver ny film, og jeg ville for alt i verden ikke gå glip af dem. Der er meget få film, som på samme måde har skabt en så stor forventning og haft en så stor følelsesmæssig indvirkning på mig."

    François var selvfølgelig ikke den eneste. Filmtrilogien var populær blandt millioner af mennesker over hele verden og er stadig elsket den dag i dag.

    Siden filmene kom på markedet, har vi lanceret mange LEGO sæt baseret på Midgård, herunder store modeller af vigtige steder såsom Kløvedal og Barad-dûr™.

    François forklarer, hvorfor Minas Tirith føltes som det næste logiske valg.

    "Minas Tirith mangler virkelig blandt de ikoniske Midgård-lokationer i LEGO sætform," siger han. "Det var det rigtige valg kreativt set, men at omsætte en så gigantisk by til et LEGO sæt var en enorm udfordring."

    Vi spurgte ham nærmere ind til udfordringerne.

    "Det vigtigste var at få den overordnede silhuet til at passe," fortæller han. "Og vi fandt frem til nogle tilfredsstillende geometriske løsninger til de runde mure. For eksempel skaber to kileformede 2x4-plader tilsammen den samme vinkel som en pythagoræisk 8-15-17-trekant. Vi brugte dette forhold til at skabe geometrien i ydermuren, så den nemt kunne forbindes med skelettet i begge ender – det var ikke nogen nem opgave med rektangulære klodser. Vi anvendte lignende teknikker på de øverste niveauer, hvor vi igen skabte vinklede mure, der forbindes med resten og sikrer en meget stabil konstruktion, selv med den store åbne sektion bagtil til tronsalen."

    Efter endelig at have fundet løsninger på nogle vanskelige problemer begyndte sættet at tage form.

    Vi bad François om at give os et indblik i, hvad vi kan forvente.

    "Ydermurene og hovedporten er bygget i minifigurskala, mens de indre niveauer er bygget i mikroskala, hvilket gør det muligt for os at gengive alle byens syv niveauer, herunder citadellet og tårnet. Det skaber en effekt med tvunget perspektiv, så jo højere modellen bliver, desto mindre bliver skalaen."

    "På bagsiden af modellen finder man en detaljeret gengivelse af citadellets indre, herunder Kongernes Sal med den hvide trone og marskens stol," fortæller han. "Der er også små, delvist skjulte rum på begge sider, såsom biblioteket, hvor Gandalf™ undersøger historien om Herskerringen, og et soveværelse, hvor Pippin og Gandalf opholder sig før det afgørende slag på Pelennors sletter."

    Og selvfølgelig er der masser af skjulte detaljer gemt i designet.

    "Der er en palantir i et hemmeligt kammer, nogle tomater, der hentyder til Denethors mindeværdige scene, og det nye kroneelement bruges også i hvid til statuerne i Kongernes Sal."

    Kongen vender tilbage

    Ringenes Herre handler lige så meget om storslåede steder som om de ekstraordinære karakterer, der bor der. 

    "Karaktererne har en tæt tilknytning til byen Minas Tirith," fortæller François. "Minifigurerne er udvalgt med tanke på to centrale begivenheder i fortællingen: Denethors fald og Aragorns kroning som konge. Tilsammen giver minifigurerne fans mulighed for at genskabe disse afgørende kapitler i Gondors historie – dramaet under belejringen og den efterfølgende triumf."

    Der medfølger 10 minifigurer, hvoraf nogle er med for første gang. 

    "Det er første gang, Aragorn™ optræder som kong Elessar, og første gang, Denethor og Faramir er med," fortæller François. "Til formålet har vi skabt to nye elementer: en længe ventet Gondor-hjelm og et nyt hårelement med en krone til Aragorn. Vi har også udviklet nye designs til Gandalf™ den Hvide, Peregrin Toker og Arwen™, der bærer et majestætisk banner. Og vi måtte selvfølgelig heller ikke glemme Skyggefaxe, Gandalfs ikoniske hest."

    Uanset om du allerede har vores tidligere Ringenes Herre-sæt i din samling eller er på udkig efter dit første, er LEGO Icons sættet Ringenes Herre: Minas Tirith™ ét, der på alle måder er en konge værdig. 

    © New Line Productions Inc. All rights reserved. THE LORD OF THE RINGS TRILOGY and all names of the characters, items, events, and places therein are ™ of Middle-earth Enterprises, LLC under license to New Line Productions, Inc. (s26)