(0)
    Tilblivelsen af LEGO® Star Wars™ Ultimate Collector Series (2000-2004)

    Tilblivelsen af LEGO® Star Wars™ Ultimate Collector Series (2000-2004)

    Fra den lynhurtige TIE Interceptor til den mægtige Imperial Star Destroyer – de tidlige sæt i Ultimate Collector Series var starten på en spændende ny æra for voksne fans.

    Ultimate Collector Series blev lanceret for meget længe siden i en fjern, fjern galakse (i starten af 00'erne), og det var en stor milepæl for LEGO® entusiaster over hele verden. De detaljerede modeller blev udviklet til såvel Star Wars™ fans som LEGO fans og dannede grundlag for en imponerende samling, der stadig skaber stor glæde den dag i dag. De første år af seriens levetid var præget af en del eksperimenter (ligesom en jedi-padawan, der lærer om Kraftens veje).

    2000: Det første skridt

    LEGO Koncernen lancerede to Ultimate Collector Series-modeller i 2000, TIE Interceptor (7181) og X-wing Fighter (7191). Begge sæt havde en unik grå emballage for at skille sig ud fra andre af datidens LEGO Star Wars sæt.

    TIE Interceptoren var muligvis et overraskende sted at starte. Selvom den var i luften under slaget om Endor, bliver TIE Interceptoren ofte overskygget af den mere almindelige TIE-jager. Ikke desto mindre så fartøjets solcellevinger lige så elegante ud i LEGO form, som de gjorde på skærmen. Til rumfartøjet blev der brugt harpuner som våbnene på vingespidserne og skovle som målsøgende sensorer, en teknik der ville blive genbrugt 23 år senere i forbindelse med den ny TIE Interceptor (75382).

    Men det Galaktiske Imperiums nye jager måtte dele rampelyset med X-wing Fighter (7191), der blev lanceret samtidig. Denne version af Oprørsalliancens klassiske stjernejager bestod af 1.300 dele og havde flotte mekaniske detaljer på skroget samt vinger, der kunne foldes ud via en Technic-mekanisme indeni.

    Ligesom det er tilfældet med mange Ultimate Collector Series-sæt, så er den mest bemærkelsesværdige egenskab ved de to modeller nok deres størrelse. De var meget større end normale sæt, hvilket også gjorde det nemmere for designerne at bruge Kraften til at lave flotte detaljer.

    2001: Ændring af formatet

    I 2001 flyttede vi grænserne med lanceringen af to nye sæt, der var helt anderledes end dem fra året forinden.

    Darth Maul er en af hovedskurkene i filmen The Phantom Menace™, som blev udødeliggjort med sættet Darth Maul (10018), en buste i næsten naturlig størrelse. Den yderst realistiske model genskaber sith-lærlingens detaljerede ansigtstatoveringer ved hjælp af sorte og røde elementer, og der medfølger endda en sølvfarvet antenne, som skal forestille Mauls ørering, hvilket vidner om den imponerende sans for detaljer.

    Den over 70 cm lange Rebel Blockade Runner (10019) var endnu en vores store ingeniørmæssige bedrifter. Prinsesse Leias ikoniske fartøj var bygget op omkring en robust Technic-kerne, og det var faktisk det første sæt til at benytte en helt ny mørkerød LEGO farve, som først blev introduceret i andre sæt året efter.

    2002: Ambitionerne skrues i vejret

    I 2002 tog udviklingen af Ultimate Collector Series for alvor fart med lanceringen af tre helt uforglemmelige sæt. Endnu engang var der tale om tre unikke sæt, der hver især dykkede ned i forskellige afkroge af Star Wars universet og eksperimenterede med forskellige LEGO formater til voksne byggere.

    Den klodsbyggede statue af Yoda (7194) er over 35,5 cm høj og bruger traditionelle klodser til at genskabe den vise jedi-mesters kappe og drejelige hoved. Figuren omfatter endda en blissl, det musikinstrument, Yoda har rundt om halsen i den oprindelige trilogi.

    Og kromelementer er det helt afgørende kendetegn ved endnu en Ultimate Collector Series-model anno 2002 – nemlig Special Edition Naboo Starfighter (10026). Fartøjet er omtrent minifigurskala og omfatter et mat cockpit og flere sjældne forkromede elementer for at genskabe stjernejagerens skinnende udseende.

    Men det var sættet Imperial Star Destroyer (10030), der stjal al opmærksomheden det år. Det imponerende sæt bestod af 3.096 klodser, og med sin længde på mere end 90 cm var det dengang vores største LEGO sæt nogensinde! Designerne brugte magneter til at fastgøre de enorme skrogpaneler og tilføjede desuden justerbare turbolasere og en masse små detaljer. Fedt!

    2003 og 2004: En ny stil tager form

    I 2003 vendte Ultimate Collector Series tilbage til det oprindelige format med Rebel Snowspeeder (10129). Fartøjet mindede meget om sættene fra 2000 i størrelsen, men modellen kunne nu monteres på en dynamisk stand og inkluderede en faktaplade – to karakteristika, vi stadig bruger den dag i dag. Modellen var også utrolig detaljeret, hvilket især kom til udtryk i designet af snespeederens laserkanoner.

    Året efter lancerede vi sættet Y-wing Attack Starfighter (10134). Denne model kunne også monteres på en udstillingsstand, så det så ud, som om den skulle til at angribe Dødsstjernens udluftningsport! Y-wing-fartøjer er kendt for deres synlige mekaniske systemer, så LEGO designerne benyttede lejligheden til at eksperimentere med detaljerne ved at bruge forskellige dele, der oprindeligt var skabt til andre formål, såsom telefoner, vandhaner og endda et toghjul.

    Efter en periode med eksperimenter og en smule jedi-lignende tålmodighed fandt Ultimate Collector Series til sidst sin plads blandt de andre LEGO sæt. De ni ovennævnte sæt var med til at definere mange af de ikoniske funktioner og detaljer, der blev en helt naturlig del af senere sæt i serien, men innovationen fortsatte mellem 2005 og 2009 – læs videre her