LEGO Koncernen leverer rekordresultat på top- og bundlinjen i 2024
Højdepunkter i forhold til 2023
- Nettoomsætningen steg med 13 procent til DKK 74,3 milliarder og var drevet af stærk efterspørgsel efter en bred og alsidig portefølje til alle aldre og interesser.
- Forbrugersalget* steg med 12 procent.
- Markedsandelen voksede markant for LEGO Koncernen, og væksten overgik legetøjsmarkedet.
- Driftsresultatet steg med 10 procent til DKK 18,7 milliarder samtidig med en forøgelse af strategiske initiativer inden for bæredygtighed og digital teknologi. Årets resultat voksede med 5 procent til DKK 13,8 milliarder.
- Den frie pengestrøm udgjorde DKK 10,2 milliarder. Pengestrøm fra driftsaktiviteter steg med 24 procent, hvilket muliggjorde betydelige investeringer i nye fabrikker og faciliteter, blandt andet i Vietnam og USA.
- Andelen af certificeret massebalance-indkøb** blev mere end fordoblet fra 18 procent i 2023 til 47 procent i 2024.

BILLUND, DANMARK, 11. marts 2025: LEGO Koncernen præsenterede i dag årsregnskabet for 2024. Virksomheden opnåede rekordhøj omsætning samt driftsresultat, overgik væksten på legetøjsmarkedet og vandt markante markedsandele. Den tocifrede vækst i omsætningen var drevet af stor efterspørgsel efter virksomhedens brede og alsidige produktportefølje, stærk eksekvering i markederne og en robust forsyningskæde. Samtidig fortsatte LEGO Koncernen med at øge omkostningerne til strategiske initiativer for at sikre kort- og langsigtet vækst.
Niels B. Christiansen, adm. direktør, siger: "2024 var et enestående år for LEGO Koncernen, og vi er meget tilfredse med det stærke resultat. Vi opnåede rekordresultater på både top- og bundlinjen, samtidig med at vi accelererede vores strategiske initiativer, herunder en markant stigning i indkøbet af bæredygtige råmaterialer. Vi er især glade for resultatet, fordi det baner vejen for at nå ud til endnu flere børn med LEGO® legeoplevelser.
Nettoomsætningen steg med 13 procent til DKK 74,3 milliarder og var drevet af stærk efterspørgsel i Nord- og Sydamerika, Europa og mellemøstlige markeder. Forbrugersalget steg med 12 procent og voksede markant mere end legetøjsmarkedet, der faldt én procent.
Driftsresultatet steg med 10 procent til DKK 18,7 milliarder og var understøttet af omsætningsvækst, stordriftsfordele, en øget udnyttelse af aktiver og produktivitetsforbedringer. Dette skete samtidig med en markant forøgelse af omkostninger til kort- og langsigtede strategiske initiativer. Årets resultat voksede med fem procent til DKK 13,8 milliarder, hvilket var bedre end forventet.
Pengestrøm fra driftsaktiviteter steg med 24 procent til DKK 19,2 milliarder fra DKK 15,4 milliarder i 2023. LEGO Koncernen investerede DKK 9,0 milliarder, primært i opførelse af nye fabrikker samt i udvidelse af faciliteter og kontorer – en stigning fra DKK 8,5 milliarder i 2023. Dette resulterede i en fri pengestrøm på DKK 10,2 milliarder mod DKK 6,9 milliarder i 2023.
Bred og alsidig produktportefølje
Produktporteføljen i 2024 var LEGO Koncernens hidtil største med 840 produkter designet til fans i alle aldre og på tværs af interesser. De bedst sælgende temaer var en blanding af egenudviklede og licenserede temaer, herunder LEGO® City, LEGO® Star Wars™, LEGO® Technic™, LEGO® Icons og LEGO® Harry Potter™.
Virksomheden udvidede desuden sin LEGO Botanical Collection, der tiltrak nye fans og var særligt populær som gaveidé.
LEGO® Fortnite® blev også udvidet med lanceringen af de første fysiske sæt inspireret af spillet samt lanceringen af nye oplevelser i spillet såsom LEGO Islands og Brick Life. Siden lanceringen i slutningen af 2023 har LEGO Fortnite engageret over 87 millioner spillere.
For at appellere til sportsinteresserede fans annoncerede LEGO Koncernen ligeledes nye flerårige partnerskaber med NIKE, Inc. og Formel 1®, hvor de første sæt lanceres i 2025.
Langsigtede investeringer
-
Investeringer i mindeværdige brand-oplevelser via salgskanaler: LEGO Koncernen fortsatte med at investere i at skabe oplevelser for forbrugere på tværs af egne og partneres salgskanaler. Der blev åbnet nye butikker, og virksomheden havde fokus på butiksoplevelser i forbindelse med mærkedage og højtider som f.eks. Valentinsdag og det kinesiske nytår.
-
Udvidelse af den globale forsyningskæde: LEGO Koncernen udvidede sin produktionskapacitet på eksisterende fabrikker i Mexico, Ungarn og Kina og fortsatte byggeriet af nye fabrikker i Vietnam og USA. I Vietnam blev system- og udstyrstest gennemført i fjerde kvartal, og fabrikken bliver taget i brug i begyndelsen af 2025. Fabrikken i Virginia, USA forventes at åbne i 2027. To nye regionale distributionscentre blev færdiggjort – ét i Belgien, der åbnede i juni, og ét i Vietnam, der åbner i starten af 2025.
-
Digitalisering: LEGO Koncernen fortsatte med at investere i opgraderinger af teknologi, herunder forbedring af forecast-modeller med maskinlæring samt netværksopgraderinger i butikker for at forbedre kundeoplevelsen. Virksomheden igangsatte en række flerårige transformationsprojekter, der skal modernisere de grundlæggende teknologisystemer.
En bæredygtig fremtid
LEGO Koncernen foretog markante investeringer for at reducere miljøpåvirkningen til fordel for fremtidige generationer. I 2024 blev halvdelen af de materialer, der blev indkøbt til at fremstille LEGO klodser, produceret med bæredygtige kilder. Dette omfattede 47 procent certificeret massebalance, hvilket svarer til et estimeret gennemsnit på 33 procent materiale fra fornybare kilder. Derudover kom tre procent af de materialer, virksomheden anvendte i produkterne, fra segregerede, bæredygtige kilder***. I 2023 var 18 procent af indkøbene certificeret massebalance, svarende til et estimeret gennemsnit på 12 procent bæredygtige materialer.
I bestræbelserne på at reducere CO₂-udledningen på sine fabrikker fortsatte LEGO Koncernen med at udfase naturgasopvarmning i Danmark, installere geotermisk energi i Ungarn og øgede solcellekapaciteten i Kina, Tjekkiet og Danmark med 43 procent. Virksomheden forventer at disse investeringer vil have en positiv effekt på udledninger i løbet af de næste år og hjælpe med at nå dets videnskabeligt baserede mål.
For at bringe leg til børn støttede LEGO Koncernen over 12 millioner børn i 2024 gennem produktdonationer og initiativer inden for læring gennem leg.
Niels B. Christiansen siger: “Leg er vigtigere end nogensinde, og vi var glade for at se FN’s Generalforsamling vedtage en International Legedag for at fremme børns ret til leg. Vores fremragende resultat i 2024 hjalp os med at nå millioner af børn verden over med gode oplevelser med læring gennem leg, som kan udvikle færdigheder, der skaber trivsel.”

Noter til redaktøren
(*) Forbrugersalg er salg af LEGO® produkter direkte til forbrugere gennem butikker og online sammenlignet med omsætning, som er salg af LEGO produkter til kunder herunder detailforhandlere.
(**) Certificerede massebalance-råmaterialer bliver fremstillet ved at kombinere fornybare råmaterialer, såsom brugt madolie, med nye fossile råmaterialer. Leverandører blander disse for at producere det materiale, LEGO Koncernen indkøber til fremstillingen af LEGO produkter.
(***) Segregerede, bæredygtige materialer omfatter bio-PE og arMABS og bliver brugt til at fremstille bløde og gennemsigtige LEGO elementer.
Rapporter, faktaark og billeder
Vores årsrapport og bæredygtighedsrapport kan læses online eller downloades nedenfor:
2024 LEGO Group Annual Report
2024 LEGO Group Sustainability Statement
Hent faktaark med LEGO Koncernens finansielle overblik and resultater her:
2024 Financial Highlights
2024 Performance Highlights
Billeder og visuelle materialer kan downloades øverst på siden. Videomateriale kan fremsendes på anmodning.
Fototekst: ©2025 LEGO Koncernen
For mere information, kontakt [email protected].
Om LEGO Koncernen
LEGO Koncernens mission er at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden, gennem legens styrke. LEGO System i Leg med basis i LEGO klodser sætter børn og fans i stand til at bygge og genopbygge alt det, de kan forestille sig.
LEGO Koncernen blev grundlagt i Billund i 1932 af Ole Kirk Kristiansen, og navnet er dannet af de to ord “LEg GOdt”.
LEGO Koncernen er den dag i dag stadig en familieejet virksomhed med hovedsæde i Billund. Koncernens produkter sælges nu i flere end 120 lande verden over.
For yderligere oplysninger: www.LEGO.com