LEGO Koncernen opnår tocifret vækst på top- og bundlinjen i første halvår af 2025

Højdepunkter ift. første halvår 2024

  • Nettoomsætningen voksede med 12 procent til et rekordniveau på DKK 34,6 milliarder.
  • Forbrugersalget steg med 13 procent, drevet af en bred og innovativ portefølje.
  • Markedsandelen voksede, idet LEGO Koncernen igen overgik legetøjsmarkedet.
  • Driftsresultatet steg med 10 procent til DKK 9,0 milliarder, hvilket var drevet af en stærk toplinje og forbedret produktivitet samtidig med planlagte, øgede investeringer i strategiske initiativer. Periodens resultat steg med 10 procent til DKK 6,5 milliarder.
  • Pengestrøm fra driftsaktiviteter var DKK 5,9 milliarder mod DKK 7,5 milliarder i første halvår sidste år. Fri pengestrøm udgjorde DKK 1,7 milliarder, hvilket var påvirket af et fortsat højt investeringsniveau.
  • Som en del af de langsigtede investeringer i nøglemarkeder åbnede virksomheden en topmoderne fabrik i Vietnam og et nyt hovedkontor for Nord- og Sydamerika i Boston, USA.
  • Betydelige fremskridt med bæredygtighedstiltag og fortsatte investeringer for at reducere virksomhedens miljøpåvirkning.
The LEGO Group H1 2025 Results

BILLUND, DANMARK, 27. august 2025: LEGO Koncernen offentliggjorde i dag regnskabet for første halvår af 2025 og kunne igen præsentere stærk vækst på både top- og bundlinjen. Virksomheden overgik væksten på legetøjsmarkedet, hvilket var drevet af fortsat stærk efterspørgsel efter LEGO® produktporteføljen på tværs af alle markedsgrupper, særligt i Vesteuropa og CEEMEA*. LEGO Koncernen fortsatte samtidig med at øge investeringer i strategiske initiativer, der skal skabe vækst på både kort og lang sigt.

Niels B. Christiansen, adm. direktør, siger: "Vi er meget tilfredse med, at vi har fastholdt vores stærke præstation i første halvår af 2025 og vundet markedsandele på det globale legetøjsmarked. Drivkraften bag denne vækst er vores store og innovative produktportefølje, som fortsat er relevant for forbrugere på tværs af aldersgrupper og interesser.”

”Med det solide finansielle fundament, vi har opbygget gennem årene, fortsætter vi med at investere i kapacitetsudvidelser og strategiske initiativer, der fremmer vores vækst. Frem for alt afspejler resultatet dedikation og passion hos vores mere end 31.000 kolleger verden over, som arbejder fokuseret på at nå ud til endnu flere børn med inspirerende LEGO legeoplevelser."

I de første seks måneder steg LEGO Koncernens nettoomsætning med 12 procent til et rekordniveau på DKK 34,6 milliarder, en fremgang fra DKK 31,0 milliarder i første halvår af 2024. Forbrugersalget voksede med 13 procent.

Driftsresultatet steg med 10 procent til DKK 9,0 milliarder sammenlignet med samme periode sidste år, båret af en stærk toplinje og et fortsat fokus på at forbedre produktiviteten, mens virksomheden øgede investeringer i strategiske initiativer inden for bæredygtighed, salgskanaler og digitalisering. Periodens resultat voksede med 10 procent til DKK 6,5 milliarder mod DKK 6,0 milliarder i første halvår af 2024.

Pengestrøm fra driftsaktiviteter var DKK 5,9 milliarder mod DKK 7,5 milliarder i første halvår året før, hvilket hovedsageligt skyldtes forskydninger i pengestrømme og øgede skattebetalinger. Samtidig opretholdt LEGO Koncernen betydelige investeringer i opførelsen af nye fabrikker og opgraderinger af eksisterende faciliteter, hvilket udgjorde DKK 4,2 milliarder mod DKK 4,5 milliarder i første halvår 2024. Dette resulterede i et frit cash flow på DKK 1,7 milliarder sammenlignet med DKK 3,0 milliarder i første halvår sidste år.

Innovativ portefølje driver stærk efterspørgsel

Med 314 nye sæt lanceret i første halvår af 2025 – det højeste antal nogensinde for virksomheden – appellerer den brede og innovative portefølje til fans i alle aldre og med forskellige interesser. Blandt de bedst sælgende temaer var der en kombination af både egne og licenserede temaer, herunder LEGO® City, LEGO® Technic, LEGO® Botanicals, LEGO® Icons og LEGO® Star Wars™.

LEGO Botanicals var særligt populært i forbindelse med mærkedage som Valentinsdag og Mors Dag. Virksomheden havde også succes med produktlanceringer og brandaktiviteter ved Grand Prix-løb – en del af det nye partnerskab med Formel 1®.

Nye partnerskaber med BLUEY og ONE PIECE udvidede LEGO porteføljen, og virksomheden annoncerede et flerårigt samarbejde med The Pokémon Company International, der bringer LEGO® Pokémon til fans i 2026. LEGO Koncernen lancerede også kampagnen "She Built That" for at opfordre piger til at udfolde deres kreativitet som byggere.

Den 11. juni markerede virksomheden FN’s Internationale Legedag med legeaktiviteter i byer verden over for at øge opmærksomheden på fordelene ved leg.

Udvidet global tilstedeværelse

I april åbnede LEGO Koncernen en ny, topmoderne fabrik i Vietnam, der skal understøtte langsigtet vækst i Asien og Stillehavsregionen. Fabrikken på 150.000 m² er virksomhedens sjette fabrik på verdensplan og den hidtil mest bæredygtige.

Virksomheden investerer i øjeblikket over USD 1,5 milliarder i opførelsen af en fabrik samt et regionalt distributionscenter på 185.000 m² i Virginia, USA. Begge anlæg forventes at åbne i 2027. Samtidig fortsatte virksomheden udvidelsen af fabrikkerne i Mexico og Ungarn.

Virksomheden åbnede også et nyt hovedkontor for Nord- og Sydamerika i Boston for 800 medarbejdere, der understøtter forretningen i USA og på tværs af hele regionen.

Mindeværdige brandoplevelser

LEGO Koncernen fortsatte med at investere i oplevelser for forbrugere på tværs af egne og partneres salgskanaler. I første halvår åbnede virksomheden 24 nye butikker og bringer således det samlede antal brandede butikker globalt op på 1.079 i 54 markeder. Dette omfattede blandt andet den første butik i New Delhi, der skal styrke brandets tilstedeværelse i Indien.

Som led i den igangværende digitalisering investerede virksomheden også i nye teknologier og platforme, der bidrager til at skabe mindeværdige brandoplevelser for børn, kunder og salgspartnere og understøtte øget effektivitet og bedre arbejdsgange for medarbejdere.

Reducerer miljøpåvirkningen

LEGO Koncernen fortsatte med at investere i at reducere virksomhedens miljøpåvirkning, herunder indkøb af mere bæredygtige materialer til at fremstille sine produkter. Igen forøgede virksomheden betydeligt sit indkøb af materialer produceret med bæredygtige kilder, hvilket fordoblede andelen af fornybart indhold mod første halvår af 2024 og reducerede afhængigheden af nye fossile materialer yderligere. Dermed forventer virksomheden at nå sit mål for året, hvor 60 procent af de indkøbte materialer skal være fremstillet med bæredygtige kilder, herunder 53 procent massebalance og 7 procent segregerede materialer.

Som led i dette introducerede LEGO Koncernen rSEBS - et nyt og mere bæredygtigt materiale, der anvendes til udvalgte LEGO-dæk og er fremstillet af genanvendte fiskegarn, reb og motorolie. Derudover vil virksomheden introducere e-metanol, et materiale fremstillet ved at kombinere vedvarende energi og CO₂ fra bioaffald, til at fremstille hårde, robuste LEGO elementer som hjulaksler, forbindelsesstykker og minifigurhænder.

Niels B. Christiansen siger: ”Børn og deres forældre forventer med rette, at vi er med til at skabe en mere bæredygtig fremtid. Vi arbejder målrettet på vores mission om at inspirere børn og bidrage til deres udvikling – og det betyder også, at vi skal passe på verden, så kommende generationer kan leve på en sund planet. Vi er privilegerede ved at have mulighed for at opfylde denne mission gennem betydelige investeringer i bæredygtig vækst, både nu og for fremtiden.”

LEGO_H1_2025_Performance_Highlights
LEGO_H1_2025_Financial_Highlights

Noter til redaktøren

(*) Central- og Østeuropa, Mellemøsten og Afrika

Billeder og visuelle materialer kan downloades på toppen af denne side. Videomateriale kan fremsendes på anmodning.

Fototekst: ©2025 LEGO Koncernen

For mere information, kontakt [email protected]

Om LEGO Koncernen
LEGO Koncernens mission er at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden, gennem legens styrke. LEGO System i Leg med basis i LEGO® klodser sætter børn og fans i stand til at bygge og genopbygge alt det, de kan forestille sig.

LEGO Koncernen blev grundlagt i Billund i 1932 af Ole Kirk Kristiansen, og navnet er dannet af de to danske ord “LEg GOdt”.

LEGO Koncernen er den dag i dag stadig en familieejet virksomhed med hovedsæde i Billund. Koncernens produkter sælges nu i flere end 120 lande verden over.

For yderligere oplysninger: www.lego.com