About Us
Our mission: To inspire and develop the builders of tomorrow

Succesfuld lancering af LEGO® Friends

Nye produkter målrettet piger sælger dobbelt så godt som ventet og bidrager til et stærkt halvårsregnskab for LEGO Koncernen

LEGO Koncernen leverer efter første halvår 2012 endnu et yderst stærkt regnskab. Nettoomsætningen for første halvår blev DKK 9.134 mio. mod DKK 7.355 mio. i samme periode året før – en stigning på godt 24 procent.

Driftsresultatet (resultat før finansielle poster og skat) i første halvår er på DKK 2.877 mio. mod DKK 2.030 mio. i første halvår 2011, hvilket er en stigning på 41,7 procent. Samtidig steg virksomhedens egenkapital fra DKK 4.565 mio. ved udgangen af første halvår 2011 til DKK 6.031 mio. Pengestrømme fra driftsaktiviteter var DKK 2.230 mio. mod DKK 1.703 mio. i første halvår 2011.

Jørgen Vig Knudstorp, adm. direktør i LEGO Koncernen, siger om det finansielle resultat:

”Endnu en gang overgår det første halvår vore forventninger, og det finansielle resultat er fremragende, især når man samtidig tager den generelle udvikling på legetøjsmarkedet i betragtning. Det er dog endnu for tidligt at komme med et bud på resultatet for hele året, da de sidste måneder af året er afgørende for os.”

Det stærke resultat er skabt i en periode, hvor det globale legetøjsmarked er inde i en negativ udvikling med et fald på knap fire procent i første halvår 2012.

Særdeles positivt salg af nye produkter
Årets store nyhed, LEGO® Friends, en produktlinje målrettet piger, har overrasket særdeles positivt siden lanceringen i januar. Cirka dobbelt så mange LEGO Friends æsker som forventet er blevet solgt i første halvår. LEGO Koncernen har derfor øget produktionen for at kunne levere nok LEGO Friends produkter til den vigtige julehandel.

Jørgen Vig Knudstorp siger om LEGO Friends lanceringen:

”LEGO Friends er et resultat af fire års udviklingsarbejde, og det har været fantastisk at opleve modtagelsen fra forbrugerne. Salget har overrasket os særdeles positivt. Med LEGO Friends har vi formået at gøre kreativ konstruktionsleg endnu mere relevant for piger, og vi ser frem til at udvikle produktlinjen yderligere de kommende år.”

Også LEGO Ninjago, der blev lanceret i 2011, fortsætter sin succes i 2012 på alle markeder, hvor ninjatemaet sælger langt over forventning. Klassiske linjer som LEGO City og LEGO Star Wars™ er dog fortsat de bedst sælgende produkter for LEGO Koncernen.

Bred global vækst
Hidtil har faldet i legetøjsmarkedet ikke påvirket LEGO Koncernen, der i første halvår har opnået tocifrede vækstrater i salget til forbrugerne på stort set alle virksomhedens markeder.

Salgsfremgangen varierer fra region til region, men foregår globalt. I de europæiske markeder er salget øget med lidt over 10 procent i gennemsnit, mens salget i USA er vokset med 23 procent. I Asien er salget steget endnu mere, hvilket er en fortsættelse af billedet fra 2011. Den markante vækst i salget i Asien understøtter den langsigtede ambition om, at regionen skal blive et kernemarked for LEGO Koncernen på linje med Europa og USA.

LEGO Koncernen har som et resultat af væksten øget sin andel af det globale legetøjsmarked til mere end otte procent – en stigning på et procentpoint i forhold til 1. halvår 2011.

Øget kapacitet og flere medarbejdere
LEGO Koncernen har gennem længere tid udvidet kapaciteten i alle dele af forretningen. Dette er sket i flere lande for at kunne følge med den stigende efterspørgsel. Denne udvikling fortsætter i 2012, hvor LEGO Koncernen forventer at ansætte cirka 1.000 nye medarbejdere – heraf mange i Danmark.

LEGO Koncernens mexicanske fabrik i Monterrey har de seneste år gennemgået store udvidelser og har øget sin produktionskapacitet væsentligt. I marts 2011 begyndte en omfattende udvidelse af LEGO fabrikken i Kladno, Tjekkiet, som indvies officielt i efteråret 2012.  En helt ny fabrik er også planlagt i Nyíregyháza, Ungarn som erstatning for den nuværende, lejede fabrik i samme by.  Endelig udvides støbekapaciteten i Billund i efteråret 2012.

Aktiviteter, der skal øge kapaciteten i produktionen, forventes at fortsætte ind i 2013, ligesom der fortsat vil være fokus på at gøre organisationen endnu mere tilpasningsdygtig.

Download:
Financielle nøgletal Q2 2012 (PDF)

For yderligere information, kontakt:
Roar Rude Trangbæk
Tlf: 79504348
Mob: 30653164
E-mail:
Media@LEGO.com