Den ultimative udfordring

Med LEGO® Technic plejer vi at sige, at du bygger virkeligheden. Og for at bevise, at det er mere end bare et slogan, besluttede vi at bygge en bil. Men ikke en hvilken som helst bil. Vores model skulle være en kopi i naturlig størrelse af den fantastiske Bugatti Chiron, bygget af LEGO Technic elementer. Og som om det ikke var nok, ville vi også have, at vores bil – for første gang nogensinde – rent faktisk kunne køre og skulle drives af den samme Power Functions-motorteknologi, vi bruger i vores standardmodeller.

Idéen

Ideen om at bygge en Technic udgave i naturlig størrelse af Bugatti Chiron opstod i LEGO Technic designteamet. Designer Aurelien Rouffiange og resten af teamet var netop blevet færdige med modellen af Chiron i størrelsesforholdet 1:8 og begyndte at diskutere, hvad den ultimative udfordring for LEGO Technic byggesystemet ville være. Et selvkørende køretøj i naturlig størrelse virkede som den vildeste test.

Modellen

Vil du gerne prøve at bygge store modeller af LEGO® elementer, så er LEGO fabrikken i Kladno i Tjekkiet et besøg værd. Fabrikkens LEGO designere er specialister i at skabe komplekse modeller til LEGO butikker og LEGOLAND® parker i hele verden. Hvis nogen kunne gøre denne idé til virkelighed, var det dem. De sammensatte hurtigt et team bestående af 16 specialister, herunder eksperter inden for design samt maskin- og el-ingeniører, der brugte mere end 13.000 mandetimer på at skabe bilen, element for element.

Testen

Det er én ting at drømme om at bygge en køreklar Bugatti Chiron i naturlig størrelse i LEGO Technic – noget helt andet er at gøre det til virkelighed. Måneders udvikling og test kulminerede i juni på Ehra Lessien-testbanen uden for Wolfsburg, Tyskland – samme bane, hvor den oprindelige Bugatti Chiron blev testet – hvor vi skulle finde ud af, om bilen rent faktisk kunne køre. Begejstringen steg, da Bugattis officielle testkører og tidligere Le Mans-vinder, Andy Wallace, sagde ja til at prøvekøre Technic udgaven af Chiron på dens jomfrutur.

Fakta og tal:

  • Mere end 1.000.000 LEGO Technic elementer i alt 
  • 339 typer LEGO Technic elementer brugt 
  • Ingen lim brugt ved samling 
  • Samlet vægt: 1.500 kg 
  • Motoren indeholder:
  • 2.304 LEGO Power Functions-motorer
  • 4.032 LEGO Technic tandhjul 
  • 2.016 LEGO Technic krydsaksler 
  • Teoretisk ydeevne på 5,3 hk 
  • Anslået drejningsmoment på 92 Nm
  • Funktionel hækspoiler (med både LEGO Power Functions og pneumatik) 
  • Funktionelt speedometer, bygget udelukkende af LEGO Technic elementer 
  • 13.438 mandetimer brugt på udvikling og konstruktion