Største Technic fragtfly nogensinde går i luften

Technic designer Lars havde ikke svært ved at finde inspiration, da han skulle designe det nye Fragtfly (42025). Han er selv pilot! Vi snakkede med ham om den nye model og hans egen passion for fly.

Nå, Lars, hvad er det sejeste ved det nye Fragtfly?

Helt klart, at det har så mange funktioner. Jeg har designet fly og helikoptere før, f.eks. 8068 Redningshelikopter i 2011 (sælges ikke længere) og 9394 Jetfly i 2012, men dette er det største og mest detaljerede fly, vi nogensinde har lavet. Der er tre manuelle funktioner, som styres med joysticks: højderor, krængror og vingeklapper. Der er fire motoriserede funktioner: rotorer, der kan dreje rundt, forreste og bageste lastrumsdør, der kan åbnes og lukkes, og så kan landingsstellet med tre hjul hæves og sænkes og trækkes op i skroget.

Selv med alle disse funktioner var vi i stand til at designe flyet ved hjælp af eksisterende Technic elementer (i alt 1.297 stk.), så det var ikke nødvendigt at fremstille nye klodser til denne model. Det synes jeg er ret sejt.

Er modellen baseret på et virkeligt fly?

Nej, som med de fleste af vores modeller har vi kigget på, hvilke design der bliver brugt i dag. Vi finder inspiration online, vi besøger producenter osv., og så tager vi det bedste fra alle virkelige modeller og forsøger at indbygge det i vores design.

Besøgte I den lokale lufthavn for at lave research denne gang?

Jeg har selv flycertifikat, så jeg havde allerede godt styr på specifikationerne, især i forhold til små fly. Jeg har altid brændt for fly, og for 13 år siden besluttede jeg, at hvis ville gøre alvor af planerne om at blive pilot i dette liv, skulle det være nu. Så jeg fik mit certifikat til enmotors fly, og i de følgende år var jeg medejer af to fly. Det var rigtig sjovt, men det var selvfølgelig også sådan, at når det var godt vejr, ville vi alle sammen op med et af flyene. Så efter et stykke tid solgte jeg mine andele, og nu er jeg medlem af tre flyveklubber. På den måde kan jeg altid leje et fly, og det fungerer fint for mig.

Kan vi forvente at se flere Technic fly fremover?

For få år siden ville vi ikke have drømt om at lave et fly, der var så stort. Og se så nu. Så hvem ved, hvad vi finder på næste gang?