Hvordan bliver man LEGO Technic designer?

Det spørgsmål stillede vi vores walisiske designerpraktikant, Ieuan Hatherall.

Ieuan Hatherall er fra Wales. Han er 21 år og studerer bildesign. I løbet af de seneste par måneder har vi (med stort held) været i stand til vinde ham over på Technic siden. Nu, hvor vores talentfulde praktikant står for at skulle tilbage til Coventry University for at færdiggøre sin uddannelse, ville vi teste, om han er klar til at bestå sin Technic eksamen ...

Vi starter med spørgsmålet til én million: Hvordan bliver man LEGO Technic designpraktikant?

Jeg studerer bildesign ved Coventry University, og lige nu er jeg i gang med tredje år ud af fire. Universitetet anbefaler kraftigt et praktikophold som en del af uddannelsen, og dermed opstod muligheden for at opfylde en barndomsdrøm.

Jeg har altid elsket LEGO universet. Min faglærer kender en LEGO designer – ikke hos Technic – og han opfordrede mig til at søge en praktikplads. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente, men jeg blev udvalgt til et Skype-interview, og jeg endte med at blive rekrutteret af Andrew Woodman (Senior Design Manager hos Technic). Jeg havde stort set ingen erfaring med at bygge med Technic, men det så Andy vist som en fordel. Jeg skulle nemlig ikke først "glemme" diverse tvivlsomme byggeteknikker, så det var lettere for mig at lære at bruge et byggesystem.

 

Hvordan er en typisk dag for dig i Technic teamet?

Alle har budt mig velkommen med åbne arme! Jeg får lov til at arbejde på rigtige projekter og lære af designerne. Det har også været sjovt at være med til de modelbyggetests, vi har kørt på en lokal skole. Når man ser børnene lege med modellerne, forstår man, hvorfor der bliver brugt så mange kræfter og lavet så mange regler for at opnå den højeste kvalitet, både for selve modellerne og for byggevejledningerne.

Da jeg byggede med LEGO sæt som barn, tænkte jeg nogle gange: "Hmm, de kunne godt have gjort det ene eller det andet anderledes", men nu ved jeg, at der er en grund til, at alt er blevet nøje overvejet, evalueret, genovervejet og gjort på en bestemt måde.

 

Hvad har været det bedste ved din praktik?

At få en model i produktion. Det er helt ubeskriveligt! Jeg fik til opgave at designe den alternative model til et sæt, så aldersgruppen og temaet var givet på forhånd, men jeg var fast besluttet på at gøre min model mindst lige så sjov som hovedmodellen. Det har været et drømmejob for mig, simpelthen SÅ sejt – det føles mere som at lege hele dagen end at arbejde!

Vi håber da, du har lært lidt af at være hos os, selvom det ikke føltes som arbejde?

Ja, rigtig meget, både stort og småt, og både personligt og fagligt. For mig er det bedste ved Technic, at det er så lærerigt. Jeg havde i årevis prøvet at regne ud, hvordan et differentiale fungerer! Jeg forstod det aldrig. Så byggede jeg den seje 42039 24-timers racerbil, og SÅ forstod jeg det med det samme.

Jeg har også lært, at jeg ikke skal designe til mig selv, men til børnene: Tingene skal være strukturerede, funktionelle og æstetiske på én gang, og balancen mellem at gøre modellen let at bygge, men samtidig udfordrende, er altafgørende.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville blive bildesigner – 100 % sikkert. Enkelhed og et minimalistisk udseende har altid tiltalt mig. Nogle gange har vi så travlt med at blive voksne, se voksne ud og gøre voksne ting. Men det er faktisk ikke sagen. Man skal altid huske at have tid til at lege og have det sjovt! Jeg ville elske at arbejde for Technic, når jeg har fået min eksamen. Måske vælger jeg at få et par års erfaring i bildesignbranchen først. Andy har også anbefalet mig at prøve den "virkelige verden", og jeg tror, han har ret ...

Designprocessen er fantastisk at opleve i praksis. Research efter en idé, skitsetegning, modelbygning, kritik og konstant tilpasning, indtil den sidder lige i skabet. Det er noget, jeg kan bruge overalt.

Har du et råd til kommende Technic designere?

Husk altid at have et åbent sind. Du ved aldrig, hvor dine interesser fører dig hen. Luk aldrig en dør, fordi du får et "nej". Det er normalt at føle skuffelse eller frustration, hvis du gerne vil prøve noget nyt, og det ikke virker, eller hvis du ansøger om en praktikplads eller et job uden held. Du lærer virkelig meget, når dit arbejde, dine beslutninger og dine design bliver udfordret. Det gør både dig og dine resultater bedre. Giv aldrig op, lær af både gode og dårlige tider, og så løser alting sig til sidst.