SKYBOUND

jun 1. 2016

Efter at Morros spøgelsesinvasion mislykkedes, er ninjaerne blevet store mediepersonligheder. Men mørke kræfter truer endnu engang NINJAGO øen, da Tyrahns tepotte bliver fundet af spøgelset Clouse, mester Chens tidligere højre hånd. Han lader Nadakhan, en ond djinn og kaptajn på det berygtede skib Ulykkesbringeren, undslippe fra tepotten. Efter at have samlet sin piratbesætning igen vender Nadakhan tilbage til sin hjemverden Djinjago, men opdager, at den er i gang med at bryde sammen. Denne ødelæggelse, som skyldes ninjaernes sejr over Den Mægtige, får Nadakhan til at sværge hævn. Han omdanner sit skib, så det kan flyve, og gør sig klar til at angribe. Besætningen er nu luftpirater. Han har til hensigt at genskabe Djinjago i skyerne med stykker af land stjålet fra NINJAGO øen. Ninjaerne står i vejen for ham, men de bliver hver især testet af djinnens evner til at opfylde ønsker. Deres ønsker bliver vendt mod dem. En efter en bliver de fanget i djinn-sværdet, hvor deres energi gør Nadakhan endnu mægtigere. Men så ser Nadakhan Nya, der på en prik ligner den kærlighed, han mistede for længe siden, Delara. Hvis han kan gifte sig med Nya, vil det bringe Delaras ånd tilbage og give djinnen uendeligt mange ønsker. Mens Nadakhan planlægger sit bryllup, forsøger de resterende ninjaer at få fat i giften fra den gigantiske edderkop Tigerenken, som er det eneste, der kan sinke den magtfulde djinn. Men for at indsamle giften må de kæmpe mod sandorme og luftpirater, og da Jay endelig får befriet sine venner fra djinn-sværdet, er de ude af stand til at standse tvangsægteskabet. På det tidspunkt starter luftpiraterne, der alle er ofre for Nadakhans snydeønsker, et mytteri og bruger Tigerenkens gift. Men netop, som Nadakhan bliver besejret, og hans magiske ønsker begynder at blive annulleret, bliver Nya berørt af giften og begynder at dø. Tynget af sorg fremsiger Jay sit sidste ønske – at Tyrahns tepotte aldrig var blevet fundet. Verden bliver nulstillet til begyndelsen af historien, hvor Nadakhan igen er fanget, og tepotten bliver smidt i havet. Det er kun Jay og Nya, som nu er et par, der kan huske noget af det, der er sket.