Et ørneeventyr

Det var natten før jul, og i ørnenes hus var et væsen nok vågen, men ikke en mus. Eris gik rundt, tænkte "Er jeg mon skør? Jeg synes, jeg hørte et bank på min dør." Hun spurgte "Hvem er det?", men fik intet svar, og til det, hun fandt, var hun slet ikke klar. På dørtrinnet stod der en tildækket kurv, og den sagde lyde – ja, lidt som en spurv.

Det eneste, jeg ønsker mig til jul ...

Eris med fønikssjæl, modig og stolt, så dybt ned i kurven, og så var hun solgt. I babytøj og med en sølvske i mund, en grib kaldet Voom Voom hun så på dens bund. Hun smilte, for han var så sød og så kær, men så trak han pluds'lig et kæmpe gevær. Med vingerne hævet og stivnet af skræk stod Eris og tænkte "Åh, gid jeg var væk".

Fugl mod fugl

Nu fulgte en yderst forvirrende stund, hvor Eris blev bundet på hånd og for mund. Hun sad nu og så, hvordan gribbe i ly af den mørke nat overtog ørnenes by. Og nu blev de ført ned mod jorden i flok, men lydløst, for det forstod gribbene nok. I fartøjer sat og i natten kørt væk, en ørneby slået i stilhed og skræk!