21017 Imperial Hotel

  • Produktet fremstilles ikke længere

Fakta

  • Beliggenhed: Tokyo, Japan
  • Arkitekt: Frank Lloyd Wright
  • Materialer: Armeret beton og mursten
  • Type: Hotel: 250 værelser, 5 balsale, 10 banketlokaler
  • Størrelse: 34.765 m2
  • Oprindelig pris: 6 millioner yen
  • År: 1916-23

Historie

Det oprindelige Imperial Hotel var en 3-etagers træbygning i victoriansk stil, bygget lige over for kejserens palads. Det åbnede i 1890 og var på det tidspunkt det eneste hotel i europæisk stil i landet. I 1915 kunne hotellet ikke længere rumme det voksende antal besøgende, og det blev besluttet at erstatte den forældede bygning med et nyt og moderne hotel.

Hotellets ejere var på udkig efter en vestlig arkitekt, som kunne slå bro over den kulturelle kløft mellem øst og vest, så derfor bad de Frank Lloyd Wright om at tegne og bygge det nye Imperial Hotel. Hotellet havde 250 værelser og blev designet nogenlunde i form af sit eget logo, idet fløjen med gæsteværelser dannede bogstavet "H", mens de offentligt tilgængelige områder lå i en mindre, men højere central fløj, der var formet som et "I", der skar sig gennem midten af H'et.

Det visuelle indtryk af det planlagte design var både overvældende og dramatisk. Det nye Imperial Hotel åbnede den 1. september 1923. Samme dag ramte et voldsomt jordskælv Tokyo og omegn. Wright var i Los Angeles på det tidspunkt, og der skulle gå ti lange dage med modstridende beretninger, før det blev bekræftet, at hotellet stadig stod. Faktisk var det i kraft af Wrights unikke design, at denne bygning var en af de få, der overlevede jordskælvet.

Arkitekt

Frank Lloyd Wright var blandt USA's største arkitekter og verdens mest talentfulde, og han var også en mand med umådelig energi. Hans karriere strakte sig over 74 år, hvor han designede mere end 900 bygningsværker, bl.a. huse, kontorer, kirker, skoler, biblioteker, broer, museer og mange andre bygningstyper. Ud af disse blev mere end 500 til afsluttede værker. I dag står over 400 af disse bygningsværker stadig. 

Wright blev født i 1867 i den landligt beliggende by Richland Center, Wisconsin, kun to år efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig, og han døde i 1959 i en alder af 91 år. Det vides, at Wright gik både i gymnasiet og på universitetet Wisconsin-Madison, men der findes ingen afgangsbeviser for ham fra nogle af disse skoler. I 1887 flyttede Wright til Chicago, og i starten af 1890'erne var han allerede den førende tekniske tegner ved arkitektfirmaet Adler & Sullivan. 

Som arkitekt og kunstner var Wright både fascineret og inspireret af Fjernøsten, især Japan. I løbet af karrieren tegnede og byggede han seks bygninger i landet, hvoraf den mest berømte er Imperial Hotel.