21009 Farnsworth House™

  • Produktet fremstilles ikke længere

Fakta

  • Arkitekt: Ludwig Mies van der Rohe
  • Klassifikation: Hus. 1-værelses weekendhus.   
  • Stil: Moderne
  • Detaljer: 140 m2
  • Beliggenhed: Plano, Kendall County, Illinois, USA 
  • Materialer: Stål og glas 
  • År: 1945-1951

Historie

Farnsworth House blev tegnet og bygget mellem 1945 og 1951 som et 1-værelses weekendhus, dengang beliggende på landet, 89 km sydvest for Chicago på en 240.000 m2 grund, der grænsede op til Fox River i byen Plano, Illinois, USA.

Mies van der Rohe udtænkte Farnsworth House som en konstruktion, der var både uafhængig af og samtidig uløseligt forbundet med naturen omkring sig. Husets enkle, forlængede kvadratiske form løber parallelt med floden og ligger i den kølige skygge af et stort og majestætisk sort lønnetræ.

Huset er hævet 1,60 m over flodspejlet af otte stålsøjler, som er fastgjort på siderne af gulvets og loftets betonplader. Pladeenderne strækker sig ud over deres støttesøjler og danner på den måde udhæng. Huset synes at flyde vægtløst over den jord, det står på.

Det indre lader til at være ét stort rum fyldt med fritstående elementer. Rummet breder sig rundt om to træblokke kaldet "kerner". Pejs/køkken-kernen ligner næsten et hus for sig selv, indbygget i det større glashus. De anvendte materialer er diskret luksuriøse – travertingulve, primaverapaneler og silkegardiner – og detaljerne er minimalistiske og omhyggelige.

Arkitekt

Dette hus i stål og glas blev bestilt som et weekendhus af dr. Edith Farnsworth, en fremtrædende læge fra Chicago. Farnsworth var yderst intelligent, velformuleret og fast besluttet på at bygge et meget specielt stykke moderne arkitektur. Hendes instrukser til Mies van der Rohe var at designe huset, som skulle han bygge det til sig selv.

Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969) har længe været betragtet som et af det 20. århundredes vigtigste arkitekter. I Europa havde Mies før Anden Verdenskrig markeret sig som en af de mest innovative bannerførere inden for den moderne bevægelse. Efter at være udvandret til USA i 1938 forvandlede han det fremherskende udtryk i amerikansk arkitektur, som var domineret af stålkonstruktioner, og efterlod sig en varig arv, både inden for undervisning og byggekunst.

Efter sin færdiggørelse blev Farnsworth House rost til skyerne i den arkitektoniske presse. Desværre opstod der uenighed mellem Mies og Edith Farnsworth om omkostningerne, der var næsten fordoblet, og den bitre tvist blev først løst efter en meget offentlig retssag. Edith Farnsworth fortsatte med at bruge sit weekendhus gennem næsten 20 år. Husets tidløse kvalitet betragtes stadig med ærbødig fascination af nye generationer af arkitekter og designere over hele verden.

Referencer
Tekst: National Trust for Historic Preservation®
Fotos: Farnsworth House™, a National Trust Historic Site
Chicago History Museum
Hans Peter Schaefer
John Hill, Tigerhill Studio