LEGO Koncernen leverer rekordresultat i 2025 båret af stærkt brand og innovative produkter

Højdepunkter i forhold til 2024
- Nettoomsætningen voksede med 12 procent til DKK 83,5 milliarder, drevet af et stærkt brand og stor efterspørgsel efter LEGO® legeoplevelser.
- Forbrugersalget steg med 16 procent, og flere børn end nogensinde før fik et LEGO produkt.
- Markedsandelen steg, og LEGO Koncernen voksede over dobbelt så hurtigt som legetøjsmarkedet.
- Driftsresultatet steg med 18 procent til DKK 22,0 milliarder som følge af en rekordstor toplinje, stordriftsfordele i produktionen og produktivitetsforbedringer, mens de strategiske investeringer blev fastholdt på et højt niveau. Årets resultat voksede med 21 procent til DKK 16,7 milliarder.
- Den frie pengestrøm udgjorde DKK 10,8 milliarder, understøttet af et stærkt driftsresultat og på trods af betydelige investeringer i nye fabrikker, eksisterende faciliteter og bæredygtighedstiltag.
- Et markant løft i det estimerede gennemsnit af fornybart og genanvendt indhold i indkøbte materialer til fremstilling af LEGO klodser til 52 procent mod 33 procent i 2024.
BILLUND, DANMARK, 10. marts 2026: LEGO Koncernen offentliggjorde i dag regnskabet for 2025, der viste tocifret vækst i både nettoomsætning og driftsresultat. Efterspørgslen efter LEGO produkter var høj på tværs af alle markedsgrupper og blandt børn såvel som voksne. Resultatet var drevet af et stærkt brand, innovative, nye produkter, strategiske partnerskaber samt stærk eksekvering i salgskanalerne. Dermed overgik LEGO Koncernen markant et voksende, globalt legetøjsmarked og øgede sin markedsandel. Virksomheden fortsatte samtidig store investeringer i strategiske initiativer og kapacitetsudvidelser for at understøtte væksten.
Niels B. Christiansen, adm. direktør, siger: "Vi er meget tilfredse med rekordresultatet i 2025, der kommer ovenpå sidste års succes. Den høje efterspørgsel var båret af vores innovative produktportefølje – kombineret med et stærkt LEGO brand og en effektiv forretningsmodel. Vi var kreative med vores produkter og effektive i driften, hvilket gjorde, at vi nåede ud til flere børn end nogensinde før med LEGO legeoplevelser. Vi fortsatte med at investere i fremtidig vækst og vi nåede i mål med flere mangeårige strategiske investeringer. Og over halvdelen af det materiale, vi indkøber til fremstilling af LEGO klodser, var fornybart og genanvendt.”
Nettoomsætningen steg med 12 procent til DKK 83,5 milliarder som følge af en fortsat høj efterspørgsel efter LEGO produkter, hvilket resulterede i vækst i alle markedsgrupper, særligt i Vesteuropa, Nord- og Sydamerika samt CEEMEA*. Forbrugersalget steg 16 procent – en markant større vækst end legetøjsmarkedet generelt, som voksede med 7 procent.
Driftsresultatet steg med 18 procent til DKK 22,0 milliarder, båret af høj omsætning og stordriftsfordele. Resultatet blev desuden styrket af løbende produktivitetstiltag, som muliggjorde reinvesteringer i kapacitetsudvidelser og strategiske prioriteter, blandt andet bæredygtighed, forsyningskæden og digital teknologi. Årets resultat voksede med 21 procent til DKK 16,7 milliarder, hvilket overgik forventningerne.
Pengestrøm fra driftsaktiviteter steg med 4 procent til DKK 19,9 milliarder sammenlignet med DKK 19,2 milliarder i 2024, som følge af et stærkt driftsresultat. Selskabet fastholdt betydelige investeringer på DKK 9,2 milliarder mod DKK 9,0 milliarder i 2024, hvilket primært var til opførelse af nye fabrikker og udvidelse af eksisterende faciliteter. Det resulterede i en fri pengestrøm på DKK 10,8 milliarder mod DKK 10,2 milliarder i 2024.
Stor efterspørgsel på innovative produkter
I 2025 lancerede LEGO Koncernen sin hidtil største produktportefølje med over 860 produkter til fans i alle aldre. Næsten halvdelen af produkterne var nye. Blandt de mest populære temaer var LEGO® City, LEGO® Technic™, LEGO® Star Wars™, LEGO® Icons samt LEGO® Botanicals-serien, der bragte LEGO legeoplevelser til nye, yngre fans.
Partnerskabet med Formel 1® tiltrak nye fans med de første produkter på markedet i 2025 og brandaktiviteter ved mere end 20 Grand Prix-løb. For at inspirere unge motorsportsfans, særligt piger, annoncerede LEGO Koncernen et nyt partnerskab med F1 ACADEMY om at bringe LEGO Racing til racerbanerne i 2026.
LEGO Koncernen fortsatte med at inspirere børns kreativitet gennem både digital og fysisk leg. Med fejringen af 30-års jubilæet for LEGO Games lancerede virksomheden nye spil og fysiske sæt baseret på populære spilfranchises som LEGO® Minecraft® og LEGO® Super Mario™. Virksomheden videreudviklede også LEGO® Fortnite Odyssey, som siden lanceringen har opnået over én milliard spilletimer.
Investeringer i vækst
-
Global udvidelse: I 2025 fortsatte LEGO Koncernen med at styrke sin globale forsyningskæde for at kunne håndtere stigende kompleksitet og efterspørgsel. Virksomheden åbnede en ny fabrik og et regionalt distributionscenter i Vietnam, fortsatte byggeriet af en fabrik og et regionalt distributionscenter i Virginia, USA, og udvidede eksisterende fabrikker i Ungarn, Mexico og Kina. Derudover åbnede LEGO Koncernen et nyt hovedkontor i Boston for Nord- og Sydamerika, fortsatte udviklingen af den nye Copenhagen Hub og annoncerede planer om at flytte London Hub til en ny bygning.
-
Mindeværdige brandoplevelser i salgskanaler: På tværs af både fysiske og digitale salgskanaler fortsatte LEGO Koncernen med at investere i mindeværdige brandoplevelser. Gennem tæt samarbejde med detailpartnere styrkede virksomheden tilgængeligheden til dens produkter og understøttede brandets vækst. Både LEGO Branded butikker og LEGO.com havde et rekordstort antal besøgende og fik de højeste tilfredshedsmålinger til dato.
-
Opkøb af nye lokationer: For at tilbyde fans i alle aldre endnu flere mindeværdige LEGO oplevelser annoncerede virksomheden planer om at opkøbe LEGO Discovery Centres og LEGOLAND® Discovery Centres fra Merlin Entertainments. Opkøbet blev gennemført i februar 2026 og omfatter 29 centre i ni lande, som tilsammen tiltrækker omkring fem millioner besøgende årligt.
En mere bæredygtig fremtid
I 2025 øgede LEGO Koncernen de samlede investeringer i bæredygtighed med 20 procent sammenlignet med 2024 og tre gange så meget som i 2022. Dette og andre initiativer sikrede yderligere fremskridt mod målet om at fremstille LEGO klodser og emballage af mere bæredygtige materialer.
For tredje år i træk løftede LEGO Koncernen markant andelen af fornybart og genanvendt indhold i de materialer, der indkøbes til fremstilling af LEGO klodser, fra 33 procent i 2024 til 52 procent i 2025. Det skete ved betydelige stigninger i indkøbet af certificeret massebalance og segregerede materialer. Dermed blev der anvendt færre nye fossile materialer til fremstilling af LEGO klodser i 2025 end i 2022 på trods af en stigning i nettoomsætningen på 29 procent i samme periode.
Den samlede udledning af drivhusgasser var med 0,2 procent stigning på niveau med året før. I samme periode fastholdt selskabet fremskridt på karbonintensiteten, der viste et fald i udledningen i forhold til omsætningen. I bestræbelserne på at reducere CO₂-udledningen fra den globale drift udvidede virksomheden solenergikapaciteten betydeligt, investerede i geotermiske energiløsninger og indgik aftaler om køb af vedvarende energi.
Hvert år arbejder LEGO Koncernen på at nå ud til endnu flere børn med legens fordele og understøtte deres trivsel i en digital verden. I 2025 havde virksomheden en positiv indvirkning på mere end 11,7 millioner børn gennem initiativer inden for socialt ansvar globalt.
Niels B. Christiansen siger: "Vores ambition er at gøre en forskel i verden og i de lokalsamfund, vi er en del af. Det gør vi ved at arbejde målrettet på at reducere vores miljøpåvirkning og forbedre adgangen til leg for de børn, der har mest brug for det, og vi vil fortsætte med at investere betydeligt i at indfri denne ambition."


Noter til redaktøren
(*) Central- og Østeuropa, Mellemøsten og Afrika.
(**) 64 procent af de råmaterialer, der indkøbes til fremstilling af LEGO produkter, eksklusiv farvestoffer, blev produceret med mere bæredygtige kilder, ift. 50 procent i 2024. Det skete ved at øge andelen af resin indkøbt efter massebalanceprincippet til 60 procent og segregeret indhold til 4 procent. Det svarer til et estimeret gennemsnit på 52 procent materiale fra fornybare og genanvendte kilder i de råmaterialer, der indkøbes til fremstilling af LEGO elementer, og reducerer dermed brugen af nye fossile råmaterialer tilsvarende. Certificerede massebalance materialer er fremstillet ved at kombinere nye fossile og genanvendte råmaterialer såsom brugte planteolier. Yderligere information kan findes på side 28 i LEGO Koncernens 2025 Årsrapport.
Billeder og visuelle materialer kan downloades øverst på siden. Videomateriale kan fremsendes på anmodning.
Fototekst: ©2025 LEGO Koncernen
For mere information, kontakt [email protected]
Rapport og faktaark
Vores årsrapport kan læses online eller downloades nedenfor:
Hent faktaark med LEGO Koncernens finansielle overblik and resultater her:
2025 Financial Highlights
2025 Performance Highlights
Om LEGO Koncernen
LEGO Koncernens mission er at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden, gennem legens styrke. LEGO System i Leg med basis i LEGO® klodser sætter børn og fans i stand til at bygge og genopbygge alt det, de kan forestille sig.
LEGO Koncernen blev grundlagt i Billund i 1932 af Ole Kirk Kristiansen, og navnet er dannet af de to danske ord “LEg GOdt”.
LEGO Koncernen er den dag i dag stadig en familieejet virksomhed med hovedsæde i Billund. Koncernens produkter sælges nu i flere end 120 lande verden over.
For yderligere oplysninger: www.LEGO.com