Fokus på vækst
LEGO Koncernen har igennem de seneste fem år været i stadig vækst. Salget er i de seneste par år steget med tocifrede vækstrater. Dette er sket på et globalt legetøjsmarked, som det seneste årti har været præget af stagnation.
I de kommende år forventer LEGO Koncernen fortsat salgsvækst. Grundlaget herfor er et konstant fokus på virksomhedens kerneprodukter og kernemarkeder. På denne basis er defineret syv vækstinitiativer:
- Øge markedsandelen i USA.
USA er verdens største legetøjsmarked, og LEGO Koncernen har igennem de seneste år forøget sin markedsandel markant, så den nu udgør ca. 5%. Imidlertid er det LEGO Koncernens vurdering, at denne andel kan øges i de kommende år. - Øge markedsandelen i Østeuropa.
Legetøjsmarkedet i Østeuropa er blandt de hurtigst voksende, og LEGO Koncernen vil fortsat udbygge sin gode position på disse markeder. - Investering i ”emerging markets”.
LEGO Koncernen har i dag endnu ikke en stærk markedsposition på markeder som Kina, Mexico, Brasilien og Indien. Disse markeder forventes at få stor vækst i fremtiden, og LEGO Koncernen vil investere i at udvikle dem. - Udvikle helt nye koncepter.
Ud over den løbende produktudvikling baseret på den nuværende kerneportefølje vil LEGO Koncernen udvikle helt nye koncepter, som er ”oplagte LEGO produkter, men aldrig set før”. Et eksempel på sådan en koncept er brætspil-serien LEGO Games, som blev lanceret i 2009. - Udvide ”direct to consumer”.
LEGO Koncernen har i dag direkte kontakt til forbrugerne gennem egne salgskanaler, klubber, samarbejdsprogrammer m.v. Det er målet at komme endnu tættere på forbrugerne gennem en øget kontakt samt udbygning af tilbuddet direkte til forbrugerne. - Udvide LEGO Education.
Det er målet at skabe vækst på området for undervisningsmaterialer til børnehaver, skoler og undervisningsinstitutioner over hele verden. - Udvikle den digitale forretning.
LEGO Koncernen arbejder i dag på de digitale platforme gennem blandt andt www.LEGO.com og videospil. Den digitale forretning vil blive yderligere udvidet, især gennem det første MMOG-spil eller massively multiplayer online game fra LEGO Koncernen, LEGO Universe, som lanceres i andet halvår af 2010.